Den tyske filosof Theodor W. Adorno er blandt andet kendt for sit udsagn om, at det er umuligt og barbarisk at skrive digte efter Auschwitz. Adorno frygtede, at sproget blot ville reducere lidelserne i lejrene og dermed sandheden om de ubegribelige oplevelser. Flere forfattere har imidlertid forsøgt at bære vidnesbyrd om det, der skete under holocaust. En af de forfattere, som er kendt for at skildre livet i en nazistisk udryddelseslejr, er Paul Celan.
I sit berømte digt ”Dødsfuga”, skrevet i 1945, bliver en musikalsk gentagelse af billeder et gennemgående træk: ”Dødsfuga har form af en stadig stigende rytmisk hvirvlen, en vildt accelererende fuga, en dødstango i den stadige vridning af de samme billeder igen og igen, hvorved der er konkret overensstemmelse mellem digtets koncise billeder og dets svimlende forløb.” (Efterskrift af Jørn Erslev Andersen i ”Sort mælk – udvalgte digte”, s. 212). Digtet bliver en gravskrift til alle dem, der døde, og en nødvendig erindring om holocaust skrevet på det, der også var bødlernes sprog.
I denne del af sit forfatterskab var Paul Celan især optaget af, hvordan de uhyrlige erfaringer fra kz-lejrene kunne repræsenteres i sproget. Senere i sit virke bevægede han sig i retning af et mere renset sprog og undersøgte, om det måske bedre formåede at udtrykke det, som ordene alligevel ikke helt kunne indfange. Paul Celan blev herefter kendt for det mere gådefulde og lukkede, ligesom surrealismen også påvirkede den rumænskfødte digter.
I hele forfatterskabet er eksistentielle tematikker vigtige omdrejningspunkter. Ikke kun i forhold til de konkrete krigsforbrydelser, men også på et mere overordnet plan er liv, død, kærlighed og smerte vigtige tematikker. I hele Paul Celans digteriske virke ses også en bred vifte af henvisninger til Bibelfortællinger og jødedommen, ligesom der også er mange referencer til andre forfatteres værker indlagt som mere eller mindre skjulte spor i Celans digte.