Først og sidst var Agatha Christie stærkt inspireret af Sir Arthur Conan Doyle (1859-1930) og hans romaner om Sherlock Holmes og Dr. Watson. Sherlock Holmes' metode var 'videnskabelig' og baserede sig på 'data' – her ser vi tydeligt inspirationen til både Marple og Poirot, selv om Poirots motto blev, at man skal 'bruge de små grå' (bl.a. ”Mordet i Orientekspressen”). Et udsagn næppe hverken Marple eller Holmes i øvrigt ville have erklæret sig uenig i. Også strukturen ”skarpe Holmes/bløde Watson” genfinder vi i duoen Poirot/Hastings.
En anden forfatter, Christie holdt af, var franske Gaston Leroux (1868-1927). Hans ”Mysteriet i det gule rum” fra 1907 er fejret som en af de bedste i nichen ”den umulige forbrydelse” – en forbrydelse der er begået under omstændigheder, der synes, ja, umulige, som f.eks. et indefra aflåst rum. Et tema Christie selv tog fat på i bl.a. ”Der var ti, der var ni”.
Blandt Christies litterære arvtagere finder man bl.a. Ruth Rendell (1930-2015) og Colin Dexter (1930-2017), der med figurerne Inspector Wexford og Inspector Morse går direkte i Poirot og Marples fodspor. Samlet set må man sige, at Christies populærkulturelle virkningshistorie næppe kan overvurderes: sammen med sin egen store inspiration Conan Doyle og hans figur Sherlock Holmes har hun sat standarden for efterfølgende generationers arbejde med krimi-stof, såvel i litteraturen som på film og tv.