Agatha Christie bevægede sig i flere genrer. Hun var en succesfuld dramatiker, og hun skrev seks romantiske romaner under pseudonymet Mary Westmacott i perioden efter sin skilsmisse. Men størstedelen af hendes værk, intet mindre end 66 udgivelser, er detektiv- eller kriminalromaner.
En kriminalroman er sædvanligvis opbygget med en kortere indledning, hvor scenen sættes og de vigtigste karakterer introduceres, et højdramatisk punkt omkring (opdagelsen af) selve forbrydelsen – ofte et mord – og derpå en opklaringsfase, hvor detektiven kortlægger mistænktes færden, verificerer deres forklaring, diskuterer med politiet osv. frem til det endelige højdepunkt, hvor han eller hun opruller sin løsning af gåden. Denne opbygning kendetegner også Christies værk, men i løbet af et så omfangsrigt forfatterskab sker der selvfølgelig forskellige nybrud; både gennem specifikke overraskende greb som i f.eks. ”Mordet på Roger Ackroyd”, der afsluttes meget uventet, og gennem deciderede genreudvidelser som i bl.a. ”ABC-mordene” (1936), ”Der var ti, der var ni” (1939), og ”Tæppefald” (1975), hvor hun arbejder med den hidtil ubeskrevne niche, der har seriemorderen som omdrejningspunkt. Det ligger i stoffets natur, at vores begreb om godt og ondt er til konstant diskussion, såvel som vores opfattelse af retfærdighed.
Hercule Poirot og Miss Marple, Agatha Christies to mest gennemgående detektivkarakterer, er meget forskellige: Han excentrisk, forfængelig og selvoptaget, hun beskeden, praktisk og ligetil. Men under det ydre deler de en stringent logisk sans, intelligens og evnen til at holde hovedet koldt i pressede situationer – sidstnævnte selvfølgelig et must for detektiver. Christies sprog afspejler selve den logiske dissektion af gåden: Medmindre det bruges for at understrege en bestemt karakters egenskaber, er det tørt og præcist, korte sætninger og få digressioner. Selve strukturen i krimien er som et spejl på indholdet: Et væld af karakterer introduceres, de forekommer svære at holde styr på, men bliver én for én sat på plads indtil det samlede billede står klart – en forbrydelse indtræffer, alle ledetråde er hulter til bulter, men bliver sirligt filtret ud, indtil det punkt hvor detektiven kan redegøre for samtlige elementer.
Christie ytrede sig ikke officielt i kvindesagen og beskrev i øvrigt hele sit liv sin profession som 'husmor'. Dog vil den opmærksomme læser bemærke, at der stort set i samtlige krimier falder små, nedsættende bemærkninger om 'kvinder' (Et væld af eksempler fra den gode Poirot, desuden f.eks. fra Pastor Clement i ”Mordet i Præstegården”, fra stort set alle politifolk i romanerne og undertiden også fra kvinderne selv, f.eks. fra Vera i ”Der var ti, der var ni”). Bemærkninger, som både Christie selv i den virkelige verden og bl.a. Miss Marple i bøgernes verden jo var beviser imod.
Allerede som purung var Christie stor fan af detektivromaner, og under en samtale med sin søster Madge flirtede hun med tanken om selv at skrive en. Madge replicerede, at hun ville vædde med, at hendes lillesøster ikke kunne udtænke noget så kompliceret – og siden dén dag var Christie fast besluttet på at gøre netop dét. Stor tak til Madge, må man vel sige!