”Curtain” er udgivet i 1975, omend skrevet omkring 1940. Den udkom på dansk i 1976 med titlen ”Tæppefald – Poirots sidste sag”. Arthur Hastings og Hercule Poirot mødes for første gang, efter at Hastings har boet i Argentina i mange år. De mødes på Styles, det gods – og nuværende gæstgiveri – hvor de i sin tid lærte hinanden at kende i ”De låsede døre” (”The Mysterious Affair at Styles”, 1920).
Den aldrende Poirot har sendt bud efter Hastings under påskud af, at de skal hygge sig og mindes gamle dage, hvilket ikke er løgn, men dertil kommer, naturligvis, at der er en morder på færde. På godset befinder der sig en kulørt blanding af mennesker: en videnskabsmand, hans assistent (som tilfældigvis er Hastings egen datter, Judith), en svagelig hustru, værtsparret Luttrell, skørtejægeren Allerton og en håndfuld mere. En af disse er en overmåde udspekuleret morder, der har været involveret i intet mindre end fem mord på egnen, alle uden at blive dømt, og alle sagerne indeholdende den overraskende omstændighed, at der har været en tilsyneladende oplagt skyldig, der er blevet dømt og har taget straffen – men altså uskyldig dømt.
51157176
Poirot er imidlertid blevet så gammel, at han ikke kan bevæge sig rundt som sædvanlig, men må lade Hastings være sine 'øjne og ører'. Hastings gør, hvad han kan, men er undervejs skiftevis rasende og ulykkelig over, at hans datter tilsyneladende falder for Allertons charme, hvilket i nogen grad distraherer ham fra arbejdet. Der sker både mordforsøg og indtil flere mord, inden trådene til sidst samler sig for Hastings.
Historien er inddelt i 19 kapitler og et efterskrift og fortalt i første person af Poirot. Den forløber over et par sommeruger på Styles. Hver enkelt karakter beskrives nøgternt og upartisk – vi har dem alle under mistanke helt frem til sidste afsnit. Deres forskellige potentielle motiver giver os mulighed for at overveje temaer som retfærdighed og samvittighed, og den klaustrofobiske fornemmelse af at vide sig i samme bygning som en højst intelligent morder siver gennem hele teksten og kendetegner den, snarere end en egentlig stejl spændingskurve.