Christina Englunds forfatterskab indskriver sig i gruppen af minimalister og kortprosaister som Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Helle Helle og Peter Adolphsen. Sceniske klip og diffuse spring i tid og sted samt i indre og ydre formidling er kendetegnende for flere af forfatternes centrale værker, og læserne må ofte selv skabe sammenhæng og mening. Hos Englund understreger stilen karakterernes diffuse og psykisk uligevægtige indre, hvilket også gør sig gældende i eksempelvis Kirsten Hammanns roman "Vera Winkelvir" fra 1993. Også hos Hesselholdt er stilen et spejl på karakterernes liv, men hvor psykerne ofte knækker hos Englund, bevarer de sådan nogenlunde deres ve og vel hos Hesselholdt, der primært undersøger den indre, ofte flertydige monolog, og hvordan man kan leve med sine forskellige stemmer.
Det ordknappe har hos flere af forfatterne den effekt, at sproget bliver nærmest fjerlet og lyrisk. Blandt andet gør det sig gældende hos Christina Hesselholdt, Peter Adolphsen og Christina Englund.
Det surrealistiske og uvirkelige, som præger Englunds debut "Uden egentlig at sove", kan minde om en blanding af Adda Djørups "Hvis man begyndte at spørge sig selv" fra 2007 og Hammanns "Vera Winkelvir". I Djørups novellesamling er afsættet for fortællingerne oftest en besynderlig hændelse eller underfundig sætning, og den beskæftiger sig som "Uden egentlig at sove" med relationer, kærlighed, liv og død. Fælles for "Vera Winkelvir" og "Uden egentlig at sove" er blandt andet, at de tager afsæt i hverdagsoplevelser, men at det hele har et abrupt, surreelt præg, og ligesom karaktererne i "Uden egentlig at sove" famler efter forbindelse og mening, har Vera også problemer med sin væren. Eksempelvis gentages det flere gange i romanen, at nogen har opfundet Vera, og nu må hun selv finde på resten.
Katastrofestemningen, som præger ”Den sidste sol” både på det personlige plan og i form af angsten for jordens undergang, kan give mindelser om Stine Askovs ”Katalog over katastrofer”. I begge værker spiller fædres praktiske forhold til potentielle katastrofer en central rolle, og romanerne undersøger, hvad det betyder for deres nærmeste.
Englunds roman "Slugt" skriver sig ind i en af tidens markante litterære tendenser, den såkaldte exofiktion, hvor omdrejningspunktet er en virkelig person, som bliver fiktionaliseret. Exofiktion blev født på den franske litterære scene, men præger nu også i stor stil den danske litteratur. Det er ikke mindst relevant at trække paralleller til Christina Hesselholdts roman "Vivian" fra 2007, der ligeledes tematiserer en amerikansk fotograf, men også romaner som Eva Tinds "Kvinden der samlede verden" fra 2021, Kristina Stoltz’ "Cahun" fra 2019, Malene Ravns "Hvor lyset er" fra 2020 og Jesper Wung-Sungs "Kvinde set fra ryggen" fra 2021 er oplagte at sammenligne med.
Spørger man Englund selv, hvilke forfatterskaber hun tyr til, nævner hun "Siri Hustvedt, Flannery O’Connor, Virginia Woolf, Inger Christensen og Ray Bradbury. I forbindelse med arbejdet med min seneste roman "Slugt" har jeg læst en del Sylvia Plath. Det gav mening af flere årsager, blandt andet var der noget ved tonen i "Glasklokken", jeg gerne ville fange. Og så har jeg brugt små bidder af hendes digte i min bog." (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb, september 2021).