Christina Englund skriver psykologiske romaner med et skarpt blik for den menneskelige psyke og for mellemmenneskelige dynamikker. Med få greb maler hun sine karakterer frem og borer lige ind til de punkter, hvor smerten bor.
Skrivestilen er minimalistisk og fragmentarisk. Korte sceniske klip flimrer ud og ind af hinanden som en refleksion af de splittede og sindsforvirrede karakterer, hun skriver frem. Mange af karaktererne er i øvrigt så sindsforvirrede, at de glider fra normalgrænsen over i en decideret psykisk syg tilstand. Dermed bliver et relevant emne at diskutere i forlængelse af værkerne, hvor grænsen mellem normal og gal går, og hvad der kan få den menneskelige psyke til at knække.
Flere af romanerne låner elementer fra den psykologiske thriller. Blandt andet hendes anden bog "Itu" fra 1994 om den unge neurotiske Linda, hvis virkelighedsopfattelse ofte skrider. Hun har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi og har det med at gå og slå sine nære ihjel… Også romanen "Dør til et værelse" låner elementer fra den psykologiske thriller, da hovedpersonens mentale sammenbrud får hende til at jagte lastbilchaufføren, der er skyld i hendes families død, for at påføre ham samme smerte, som hun selv føler.
Et helt centralt tema hos Christina Englund, der går igen i samtlige romaner, er dysfunktionelle familierelationer. På sin hjemmeside forklarer hun, hvorfor det tema fylder så meget i hendes forfatterskab: "Jeg synes aldrig, det holder op med at være interessant, hvad der foregår mellem mennesker i det lille lukkede rum, familien er. Og i det hele taget mennesker imellem, mellem to veninder eller kærester eller to fremmede, der falder i snak ved et busstoppested. De små og de store dramaer som kan fortælles med et blik, et træk på skuldrene eller en enkelt replik." (christinaenglund.dk/referencer).
Tab og sorg er ligeledes emner, der behandles i Englunds værker. Både i romanen ”Den sidste sol”, hvor den kvindelige hovedperson ofte vender tilbage til tabet af sin mor, og i romanen "Slugt". I sidstnævnte oplever Francesca Woodman et kærlighedsforhold, der går i stykker, og flere af hendes nære venner dør. Den sorg, det medfører, sender Woodman ud på en glidebane, hvor hendes virkelighedsopfattelse bliver stadig mere forvirret og flimrende.