Aktuelt værk: Den sidste sol

Citat
”Hvis en solstorm ramte jorden, ville det ikke tage mere end nogle minutter, før fatale elektriske strømme bredte sig i højspændingsledningerne hen over enorme distancer. […] Somme tider prøver Malte at tænke, at det vil være en mulighed for at starte forfra. Men hvad der præcis vil være tilbage, har han svært ved at forestille sig.”
”Den sidste sol”, s. 50-51.

Christina Englunds roman ”Den sidste sol” fra 2024 foregår hos en familie i Virum hen over en uge i juli 2019. På den korte tid kommer læserne under huden på Sara og hendes to børn Malte og Lærke, mens faren, Michael, flimrer i kulissen.

Michael er astrofysiker og er hele ugen til en konference i USA om sorte huller i universet, men da Sara intet hører fra ham, begynder tvivlen at nage: Kommer han overhovedet hjem igen?

Romanens fortællerstemme er en alvidende 3. personfortæller, der skifter perspektiv mellem Sara og Malte. Herigennem sætter romanen fokus på, hvad der sker i en familie, hvor faren forsvinder.

138513564

Det helt centrale tema er portrættet af en dysfunktionel familie, hvor faren holder de andre i en spændetrøje af angst og skyld. Efterhånden som romanen skrider frem, får læseren et billede af, hvordan faren styrer familien med sine regler, pligter og systemer, samt ved at docere store mængder omsorg og interesse, for dernæst at kradse i de nærmestes selvværd og få dem til at føle sig forkerte. Som Malte forklarer: ”far har en evne til at betragte én på en måde, så man glemmer, hvad man ville sige. Så man bliver en lille smule i tvivl om, hvem man selv er” (s. 23).

Romanen tematiserer også ungdomsliv og den første forelskelse. Som teenager bokser Malte – der skal starte i 2. g efter sommerferien – naturligt med usikkerhed om sig selv og klodens fremtid (se citat). Men hans ængstelighed kompliceres af farens meget praktiske måde at forholde sig til forsyningsangst på. Imens faren påstår at ophæve sin angst med sin viden om fysik samt ved at etablere et prepperrum, så familien kan klare en hvilken som helst krisesituation, gør det kun Malte mere ængstelig. En forelskelse bliver både et benspænd og en hjælp for Malte. På den ene side får han svært ved at koncentrere sig om en forestående klaverkoncert, men på den anden side får det hans tanker væk fra faren, og da forelskelsen bliver forløst, løsnes angsten i ham.

Romanen er et psykologisk drama med et strejf af science fiction. Det er det psykologiske familieperspektiv, der er helt centralt i værket, men samtidig lurer det overnaturlige i kulissen i form af potentielle rumvæsner og perifere sekter, og læseren må selv stykke sammen, hvad der egentlig sker med faren.