I 2021 udgav Christina Englund romanen ”Slugt”, der med afsæt i få håndgribelige fakta digter sig ind i den unge kvindelige fotograf Francesca Woodmans sidste halve år, inden hun som 22-årig kastede sig ud fra en høj bygning i New York.
Som i de øvrige værker skaber hun ikke en sammenhængende fortælling, men pendler ind og ud af et handlingsforløb med tilbageblik til barndommen, drømmeagtige sekvenser og hæsblæsende dage i henholdsvis atelieret og på sommerens kunstnerrefugium.
Romanen giver ikke et entydigt svar på Francescas selvmord, men åbner en masse døre til mulige forklaringer. Et svar centrerer sig om kunstverdenens kulde, et andet om forholdet til moren, der er så opslugt af sin egen kunstneriske karriere som keramiker, at hun ikke har rum til Francesca. Samtidig stiller moren store krav til Francesca og er ikke bleg for at fortælle, når hun synes, datteren ikke udnytter sit kunstneriske potentiale godt nok.
38890492
Endvidere er det, som om Francesca i romanens handlingstid bliver mere og mere fremmedgjort for sine omgivelser, og en følelse af ensomhed vokser i hende. Samtidig bliver døden stadig mere håndgribelig. Forholdet til kunstnerkollegaen Ben går i stykker, den ældre ven Charlie dør pludseligt, mens de fejrer halloween i New Yorks gader, og hendes veninde Aurelia begår selvmord. Den eneste, der fremstår som en kærlig modvægt til døden og kunstverdenens kritik og kulde, er faren (der i øvrigt er maler), der tidligt introducerer Francesca til surrealisterne og kærligt kalder hende for sin Nadja – opkaldt efter titelpersonen i en roman af den franske surrealist André Breton.
Romanens titel folder sig om centrale hændelser og temaer i romanen. Slugt kan således både henvise til en vandretur i bjergene, Francesca som barn foretog med sin far, hvor hun nær var røget i slugten mellem bjergsiderne. Det kan også henvise til de alt for mange sovepiller, Francesca sluger, inden hun vågner op på hospitalet, og hendes relation til forældrene for altid er forandret. Hun er også ved at blive slugt af badevandet, der som en tæt masse sluger hende uden bekymring. Og ikke mindst bliver hun af og til så opslugt af sit kunstneriske virke, at hun måske i sidste ende selv bliver et flaksende kunstværk.