Som kun 17-årig debuterede Christina Englund i 1992 med novellesamlingen "Uden egentlig at sove". Igennem 44 helt korte fortællinger, der hver fylder omtrent en side, følger man en flok rodløse mennesker, som på kryds og tværs bevæger sig ind og ud af hinandens liv. Fortællingerne er helt jordnære og hverdagslige med beskrivelser af opvask, der hober sig op, kærtegn, togture og indkøb, men samtidig har de et skær af uvirkelighed over sig. For eksempel i den 12. fortælling, hvor Markus har indrettet et brusende hav i sin lejlighed. Han har sat et bånd på med mågeskrig og bølgeskvulp og tager svømmeture i badeværelset, mens Inger Marie ligger i en hængekøje og 'vist' nok sover. Måske leger han, at han er på solferie? Måske er det hele en drøm?
Vist er det i hvert fald, at fortællingerne alle har et surrealistisk præg over sig. Som om det hele blot er drømme – gode og onde i et sammensurium – hvor glimt af det hverdagslige bliver forvredet ud i det mystiske og monstrøse. Samtidig virker karaktererne ofte sært iscenesatte – som om de er i gang med at spille en rolle i deres eget og/eller i andres liv. Vist er det også, at forklaringer glimrer ved deres fravær i fortællingerne, og at læserne således bliver overladt til og udfordret på deres egen fantasi.
Søvn – eller manglen på samme – spiller som titlen indikerer en central rolle i mange af fortællingerne. Som i 11. fortælling, hvor Richard og Cherry sover i telt, men Richard ikke kan sove. Angsten vælder ind over ham, og han bliver i tvivl om både Cherrys og sin egen konsistens. Måske vil hendes hud opleves som træ eller metal? Eller fortælling 21, hvor en feberramt Ofelia rejser med tog i "det vilde øde land", og om natten ligger i en lysplet "uden egentlig at sove".
Et centralt tema i værket er relationer – både venskabelige og kærlighedsforhold. På hver sin forkvaklede måde forsøger karaktererne at forbinde sig med hinanden, men det lykkes yderst sjældent, og når det endelig lyder idyllisk, er det som regel, fordi den ene part sover eller ikke er fysisk til stede. Ensomhed, desperation og depression lurer lige under overfladen, som også døden gør det - som i fortælling 15 om Troels, der "elskede Miriam højt den nat, da han lå i sneen og blev spist af edderkopper og insekter."