Agua Viva

Citat
”Det er med vild glæde. Et sandt halleluja. Halleluja, råber jeg, et halleluja iblandet det mørkeste menneskelige hyl af adskillelsens smerte, men dog et skrig af diabolsk lykke. For ingen holder mig fast længere. Jeg har stadig min fornuft – jeg har læst matematik, som er fornuftens vanvid – men nu vil jeg grundstoffet – jeg vil ernære mig direkte fra moderkagen.”
”Agua Viva”, s. 7.

”Agua Viva” (1973) (”Agua Viva”, 2015) er anset som Clarice Lispectors andet store hovedværk. Det er meget særligt for Lispector, at hendes mest eksperimenterende og krævende bøger også bliver hendes mest populære. Det skyldes måske, at hun skriver med en enorm tyngde og lethed på samme tid. Det er en skrift, der kommer meget tæt på kroppen. Skriftens rytme og åndedrag gør det til en fysisk oplevelse at læse hendes tekster, og på den måde er hun langt fra svært tilgængelig.

Det er svært at pege på en egentlig handling i ”Agua Viva”, den er ligesom opløst. Snarere kan det være en nøgle at pege på, at titlen både kan betyde vandmand, som i gople, og levende eller rindende vand på portugisisk. Det er også denne dobbeltbetydning, der har gjort, at titlen måtte bibeholdes på dansk. Hovedpersonen i bogen, om hvem vi kun ved at hun er maler, er vandmandsagtig på den måde, at hun er svær at få hold om, hun flyder ligesom ud.

52099145

Lispector er både ude på at ødelægge og destabilisere det menneskelige perspektiv i skriften, hun bruger pronomenet ”it” som det engelske, som heller ikke findes på portugisisk. Men det upersonlige er fanget i det personlige, eller sagt på en anden måde, de to ting hænger uløseligt sammen.

Det tog Lispector mange år at skrive ”Agua Viva”, og den er blevet til i tæt sammenhæng med hendes praksis som klummeskribent. Mange af teksterne er plukket ud fra klummerne, eller måske har klummerne ligefrem været brugt som et rum, hvor hun har kunnet eksperimentere. Men det bidrager til følelsen af, at teksterne emmer af et levet liv, af en specifik persons erfaringer, samtidig med at der i teksterne gøres forsøg med at nærme sig en udsigelsesposition hinsides det menneskelige. ”Jeg vil ikke være selvbiografisk. Jeg vil være bio”, skriver hun. Bio skal forstås som liv og grafi som i skrift, livsskrift, og livet er vel lige præcis det, som er mest upersonligt, fordi det gælder for alle og alting, og personligt på samme tid, fordi det præcis er det, der konstituerer ens selv. I ”Agua Viva” har Lispector forfinet den filosofiske livsskrift til det ypperste, den ydre handling er helt opløst og blevet til et stort strømmende nu, der med kroppens intense tilstedeværelse fører læseren med sig i en brusen og hvirvlen.