Clarice Lispector blev i 1920 født Chaya Lispector, i hvad vi i dag kender som Ukraine. Hendes forældre var jøder, og de flygtede med deres tre børn fra lidelsen i de russiske progromer, og da Lispector var bare ét år gammel, kom de til Brasilien.
Da Lispector var teenager, flyttede familien fra det nordøstlige Brasilien til Rio de Janeiro, og hun begyndte at læse jura på byens velrenommerede universitet, men allerede som helt ung vidste hun, at hun ville være forfatter. Hun fik sin første tekst udgivet i 1940, samme år hendes elskede far døde, og i 1943 udgav hun sin debutroman ”Perto do coração selvagem”, ”Tæt ved det vilde hjerte”. Kort efter giftede hun sig med diplomaten Maury Gurgel Valente og brugte nogle år som diplomatfrue i bl.a. Napoli og Washington, inden hun blev skilt og vendte hjem til Brasilien i 1959 med sine to sønner.
I de følgende år udgav Lispector nogle af sine hovedværker, heriblandt ”Familiebånd” (1960), ”Passionen ifølge G.H.” (1964), ”Hemmelig lykke” (1971), ”Agua Viva” (1973) og ”Stjernens time” (1977). Selvom hun fik gode anmeldelser for sine bøger og var generelt anerkendt, levede Lispector ikke af sit forfatterskab. Hun skrev klummer for bl.a. Jornal do Brazil, en af de store aviser i Brasilien, og oversatte bøger af blandt andre Agatha Christie og Edgar Allen Poe. Hendes klummer er blevet udgivet i en samlet udgave i 2018, som også er blevet oversat til engelsk. Her kan man se, at hun også bruger de løbende deadlines til at afprøve ting, som senere ender i hendes bøger. Det er ikke mindst synligt med ”Agua Viva”, hvor Lispectors skrift kommer allertættest på hendes eget liv, samtidig med at hun i den forsøger at undvige det menneskelige som udsigelse.
Lispector døde i 1977 af kræft i æggestokkene.
Der har de seneste år været en fornyet opmærksomhed omkring hendes forfatterskab, som har haft nogle prominente forkæmpere, bl.a. den franske filosof Hélène Cixous, og amerikanske Benjamin Moser har skrevet en bestseller af en biografi om hende med titlen ”Why This World”.