Elisabeth Friis citerer i sit efterord til ”Agua Viva” den franske filosof og forfatter Hélène Cisoux, som har været bannerfører for Lispector og som fortjener en stor del af æren for, at hun bliver læst i dag. Cisoux skriver i et berømt citat, at Lispector skriver en litteratur, som kunne være skrevet af ”Kafka, hvis han havde været kvinde, af Rilke, hvis han havde været jødisk brasilianer født i Ukraine, af Rimbaud hvis han var blevet mor og var blevet 50 og af Heidegger, hvis han var holdt op med at være tysk.” (Elisabeth Friis: Jeg får en underlig følelse af ikke at tilhøre den menneskelige race. En meget kort introduktion til Clarice Lispector. Baggrund, 2015-09-13).
Det er nogle af det 19. og 20. århundredes helt store forfatterstemmer, Lispector bliver stillet op på en piedestal sammen med, og det har måske været en nødvendighed for Cisoux at tage den form for skyts i brug for at åbne folks øjne for denne udenfor Brasilien relativt ukendte forfatter. Men som Friis også skriver, så er det ikke uden sin pris at sammenligne med de tunge drenge, for det betyder også, at det bliver sværere at læse Lispector på egne præmisser.
Skulle man pege på danske forfattere, ville det være oplagt at kigge på Jonas Eikas ”Efter solen” (2018). Der er i visse noveller en lignende måde at være optaget af de indre transformationer, selvom det hele har et mere udadvendt og voldsomt niveau, hvor der også sker reelt magiske eller på anden måde uforståelige ting.
Noget mere historisk, som Lispector forbinder sig til, og Eika for den sags skyld også, er vitalismen, altså en særlig tro på det levende, som en kraft i verden. Hos Lispector kan man opleve den i botanisk have eller i mødet med en kakerlak, men man kan også tænke på ældre danske forfattere som for nyligt genudgivne Bodil Bech eller på den mere bredt kanoniserede Thøger Larsen. Bechs for nyligt genudgivne værk i antologien ”Æterfingre reder mit filtrede hår” (2020) har en anden kosmisk dimension end f.eks. Thøger Larsen mere agrare digte i bl.a. ”Jord” (1904). Men begge har de en tro på en særlig livskraft, som ikke er fuldtonet religiøs, men i stedet ligesom hos Lispector er en tro, der hører denne verden til.