I ”Felicidade Clandestina” (1971) (”Hemmelig lykke”, 2020) kan man læse nogle af Clarice Lispectors helt korte tekster. I den 163 sider lange bog er der 23 små noveller, der er imellem to og 20 sider lange. Man får altså et andet aspekt af Lispectors skrift her, end det der viser sig i romanerne, hvor nogle minimale handlinger står i kontrast til de lange og for hovedpersonerne dramatiske indre bevægelser. I stedet kan anslaget til teksterne være simple. Som i den bare tre sider lange titelnovelle hvor en af hovedpersonens klassekammerater er boghandlerdatter, men kun giver postkort af deres allerede så velkendte hjemby i fødselsdagsgave. I en torturlignende manøvre holder hun tekstens jeg fra en yderst begæret bog, indtil hendes far opdager det og beordrer sin datter at låne den ud, og dét nu.
48301169
Den hemmelige lykke i titlen er så den lykke, det er for hovedpersonen ikke grådigt at sluge hele bogen, men i stedet gemme den for sig selv, og gentagne gange blive overrasket over at finde den: ”Lykken skulle altid være hemmelig for mig. Det var som fornemmede jeg det allerede. Jeg levede i skyerne… inden i mig noget stolt og blufærdigt. Jeg var en skrøbelig dronning.” (s. 10).
Teksterne kan også være helt anderledes filosofisk skruede sammen, som i ”Ægget og hønen”, hvor den meget Lispector-agtige hovedperson ser et æg på køkkenbordet om morgenen og lader tankerne om ægget føre hende med sig i bevidsthedernes bølgedale. ”Det jeg ikke ved om ægget, er det der virkelig betyder noget. Det jeg ikke ved om ægget giver mig ægget i egentlig betydning. – Månen er beboet af æg.” (s. 48).
Lispectors temaer går igen og bliver vendt igen og igen på tværs af novellerne. Der er barndomsskildringer af erfaringer, der minder om Lispectors egne, der er kvinders huslige gøren og laden sat overfor deres rige og vilde indre liv, og der er ægteskaber, hvor livet går i stå og skal genopfindes. Det hele med Lispectors store sproglige overskud, der får alting til at lyde præcist som hende.