Stjernens time

Citat
”Med denne historie vil jeg gøre mig sårbar, og jeg er godt klar over at hver dag er endnu en dag frarøvet døden. Jeg er ikke intellektuel, jeg skriver med kroppen. Og min skrift er en fugtig tåge. Ordene er lyde opløst i skygger der krydser hinanden på forskellig vis, som stalaktitter, kniplinger, forvandlet orgelmusik. (…) Allegro con brio. Jeg vil forsøge at udvinde guld af kul.”
”Stjernens time”, s. 20.

”A hora da estrela” (1977) (”Stjernens time”, 2020) blev den sidste bog, Clarice Lispector skrev. Handlingen er simpel. En mand, en forfatter, ser en ung kvinde fra Nordøstbrasilien på gaden, og med ét er hele hans liv dedikeret til denne undseelige kvinde, til at indfange hendes liv i sin skrift. Macabea hedder hun, en reference til makabæerne, en jødisk bevægelse fra 200-tallet f.v.t., og hun kommer fra Alagoas, den samme stat som Lispector først ankom til fra Ukraine, og hvor hun boede de første år af sit liv.

Macabea bor og lever ikke på gaden, hun hører til niveauet lige over, dem som på en måde er endnu mere usynlige. Hun arbejder som maskinskriverske, hun er grim og ubetydelig, hun har ingen familie, men en kæreste, der synes hendes navn lyder som en hudsygdom. Der foregik nemlig en enorm urbanisering, og mange millioner flyttede fra de fattigere landdistrikter ind til de store byer. Her endte de i ofte usikre og fattige liv, men druknede ligesom i mængden.

48190847

Da Lispector studerede jura, var det med social retfærdighed som drivkraft, og som man også kunne se i både ”Passionen ifølge G.H.” og ”Familiebånd”, er der en side af hendes forfatterskab, som er dedikeret denne måde at tænke på, som måske alligevel bliver mest tydelig i ”Stjernens time”.

Drivkraften i romanen er at give det liv, som mange i underklassen levede, og som man i overklassen betragtede som usynligt, en plads i litteraturen. Lispectors skrift er helt opslugt af at beskrive hverdagen i alle dens små og store bevægelser. Der behøver, som i så mange af hendes bøger, ikke ske noget som helst, før det i Lispectors sprog bliver fyldt med dramatik og vilde indre monologer. Trangen til at beskrive denne kvinde placerer Lispector i sin fortællerstemme, som er en mandlig forfatter, hvis liv ændrer sig fra den ene dag til den anden. Pludselig handler hele hans liv om at beskrive denne unge, undseelige kvinde, som han får øje på på gaden. Og det lykkes ham faktisk at beskrive hendes liv, indtil døden, mens han selv langsomt forsvinder, eller i hvert fald transformerer sig, og kun modvilligt bliver i livet, efter hun er forsvundet fra det.