Udover at flette sin historie om Tituba ind i litteraturhistorien ved at lade hende dele en fængselscelle med Hester Prynne fra ”The Scarlett Letter”, har Maryse Condé også skrevet en anden bog, som er indlejret i litteraturhistorien. Nemlig en slags genskrivning af Emily Brontës ”Wuthering Heights” (1847) i form af sin bog ”Windward Heights” (1995). Her lader hun handlingen med tydelige paralleller til den ældre klassiker udspille sig i Cuba og Guadeloupe. Klasse og race bliver de tydelige markører, der skiller de to elskende hovedkarakterer.
En forfatter, der også arbejder med at udvide vestens, og mere specifikt USA’s, historieskrivning når det kommer til sorte mennesker, er Saidiya Hartman (f. 1961). Hun skriver romaner om virkelige sorte mennesker, som hun læser om i arkiverne, og hun insisterer på, at hun er historiker og ikke forfatter. Det er ikke fiktion, det er spekulativ historieskrivning. Et begreb hun udvikler for netop at tale imod denne usynliggørelse, som også Condé taler imod.
En forfatter som Mikas Lang her i Danmark er meget inspireret af netop dette historiske tomrum, og at udfylde det med historier. F.eks. om sin familie som han gør det i ”Og spøgelser” (2021).
I den franske kontekst, som Condé befandt sig inden for, kan man også pege på forfattere som Éduoard Glissant (1928-2010) og Aimé Césaire (1913-2008), som begge kom fra Martinique og skrev bøger om racisme og fransk kolonialisme.
Også fra Martinique kom Franz Fanon (1925-1961), den revolutionære forfatter, aktivist og psykoterapeut, som bl.a. har skrevet bøgerne ”Sort hud, hvide masker” (1952) og ”Fordømte her på jorden” (1961).
At den afrikanske diaspora også kan have et mere samtidigt islæt end den kolonialistiske slavehandel, kan man se et udtryk for i Lucia Odooms bog ”Cosmos” (2024). Her rejser en ung, sort mand til Danmark for at samle flasker og bliver forelsket i en sort, dansk kvinde.