Maryse Condé skriver en slags saga, når hun skriver om Tituba, en fortælling om et liv, som også er en fortælling om et samfund. Ved at fiktionalisere denne virkelige persons liv og lade synsvinklen være hos Tituba hele vejen igennem romanen, lykkes det Condé at forandre historien om Salem. Historien om Salem er gennem tiden blevet fortalt som en historie om massehysteri, som fik rationelle mænd til at gøre onde ting, brænde kvinder. Men når det også bliver historien om den sorte kvinde, bliver det et anderledes billede af et samfund, der allerede i forvejen hviler på undertrykkelsen og udnyttelsen af sorte menneskers arbejdskraft. Det er en måde at fortælle historien på, der sætter det, der altid har været i baggrunden, i forgrunden.
Ikke bare skrev Condé i alle sine bøger om slavehandlen og kolonialismens mange ødelæggelser. Hun skrev som en stålsat feminist igennem hele sit liv. Det kommer bl.a. til udtryk, når hun lader Tituba møde Hester Prynne i fængselscellen. Hun er den fiktive hovedperson i Nathaniel Hawthornes historiske roman ”The Scarlett Letter” (1850) – på dansk ”Det flammende bogstav”. En roman om en ung kvinde, der som straf for at bære et barn udenfor ægteskab tvinges til at bære et rødt A (for adultery – på dansk utroskab). Igen har Condé altså et ærinde med at flette sin fortælling ind i den amerikanske litteraturhistorie. Det er en måde for hende at fortælle læseren, at hendes fortælling om Tituba ikke er en ny fortælling, det er snarere en historie, som er blevet gjort usynlig, som hun nu er med til at afdække.
Maryse Condé skrev bøger, der har et intersektionelt sigte. Hun er opmærksom på den måde, sorte behandles anderledes end hvide, såvel som den måde hvorpå kvinder behandles anderledes end mænd. Hendes mand John Indian undgår f.eks. at blive anklaget i hekseprocesserne, fordi han lader, som om han er blevet ramt af trolddomskunst. Da han beskylder nogle kvinder for det, er dommeren lige ved ikke at tro ham, hvilket John tilskriver racisme, eftersom dommeren troede på alle de hvide mænd.