Når Niels Fredrik Dahl skildrer Oslo fra et barneperspektiv, kan det ligne landsmanden Lars Saabye Christensens bøger, der ikke sjældent foregår under en opvækst i Oslo. Samtidig skriver de begge om ensomhed og om oplevelsen af at være outsider, at stå udenfor fællesskabet. Det gør Saabye f.eks. i ”Maskeblomstfamilien” (2004), i ”Halvbroderen” (2002) og i ”Blink” (2013) og som han selv siger, så er et af hans væsentligste temaer ”de små øjeblikke i livet, som afdækker vor ensomhed”. (Tonny Vorm: Til den travle mand og hans kone. Information, 2007-07-26). Det må siges også at gælde for Niels Fredrik Dahl.
Per Pettersson er en anden norsk forfatter, der nænsomt undersøger relationer mellem mødre, fædre og sønner, lige som hans værker tager udgangspunkt i forfatterens eget liv – og derfor også foregår i Oslo i 1960’erne. Denne form for meget personlige og sanselige erindringer ligner Dahls, lige som de har fællestræk med Karl Ove Knausgård, der i ”Min kamp” sætter nålen ind, hvor det gør mest ondt: en fraværende far, en kærlig mor og en barndom, hvor det ensomme barn desperat forsøger at finde sin plads i tilværelsen.
I et lidt tidligere litterært perspektiv har Tarjei Vesaas i ”Is-slottet” (1963, da. 2019) med skildringen af pigerne Siss og Unn vist, hvordan uskyldstab og den sitrende bevægelse fra at være et stort barn til at blive ung kan se ud.
Også Niels Fredrik Dahls kone, Linn Ullmann, har i ”De urolige” fra 2016 med udgangspunkt i sit eget liv beskrevet en uro og en ensom smerte hos det barn, der ikke føler sig set af sine forældre.
Der er skrevet et hav af værker om mødre og fædre og sønner; det er måske et litterært kardinalpunkt at forstå relationen til ens forældre, se tilbage på sin barndom og komme overens med erindringen om, hvad der skete og hvordan det gjorde en til det menneske, man er blevet.