Mor om natten

Citat
”MOR ER INGEN steder. Hun er ikke i graven, selvom hendes navn står på stenen, lige under fars navn. Hun er ikke på biblioteket, hun er ikke på fjeldet. Hun er ikke i det rækkehus de boede i. Det ved jeg: Jeg står udenfor og kigger ind.”
”Mor om natten”, s. 189.

Hvem var min mor? Og hvem var jeg i forhold til min mor? Det spørger fortælleren om i Niels Fredrik Dahls roman ”Mor om natten” fra 2017 (”Mor om natten”, 2018). I bogens første, korte afsnit giver en mor sin forfattersøn en bog: hendes natbog, hvor ”alt det sorte fik plads”; alt det, hun ikke turde fortælle sin psykolog: ”Jeg sidder i mørket. Der løber glødende elve inde i mig. Der er ingen løsning. Jeg slipper aldrig løs.” (s. 24). Først fire år efter moderens død læser sønnen bogen, der viser et deprimeret og ængsteligt menneske med en insisterende længsel efter barndommens landskaber og en drift mod at dø. Det, han oplevede som kulde og afstand gennem sin opvækst, var et altopslugende mørke og en manglende evne til at elske: ”På den ene side, suget efter nærhed, kærlighed, kontakt. På den anden, og stærkere, side: angsten for denne nærhed, følelsen af ikke at kunne håndtere en dyb kontakt med et andet menneske.” (s. 133).

54423357

Romanen er bygget op som en mosaik af episoder fra moderens barndom og ungdom i Molde, fra fortællerens liv med alkoholisme og skiftende parforhold og af lavmælte scener fra den sidste tid, mor og søn havde sammen. Særligt spiller tiden efter moderens død en central rolle, for det er først her, at fortællerjeget kan mærke kærligheden og forstå sin mor og se deres livsbaner krydse. Den kasse, han har haft stående på loftet med forældrenes efterladte breve og papirer, er mærket ”FAR ETC./ROMAN”, og selvom faderens ”eventyrlige og kolde opvækst” var en selvfølge at skrive om, blev det moderens historie, han fortæller: ”Den historie jeg ikke ville have, skulle vise sig at være min.” (s. 73). Det er hende, han ligner, og i hendes ord møder han sig selv og kan se sig selv udefra – måske for første gang. I romanens nutid henvender fortælleren sig til et du, hans forfatterkone, som udviser en rummelig omsorg for ham. Hun holder ham på benene og planter ideen hos ham om at skrive om hans mor.

Skildringen af det ekstremt sensitive barn, der ængsteligt lytter sig gennem barndommen, spejler på en måde Dahls metode. Han lytter til det usagte og til de dødes fortællinger, til hvordan noget bliver fortalt, men han ærgrer sig over, at han ikke lyttede til sin mor, mens hun var i live.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mor om natten"