Jeg læser om bænkebidere, det eneste landlevende gælledyr, der findes.
Jeg tænker: Den ensomhed, der kommer af at være den eneste af sin slags.
Det er godt, at jeg har insekterne, nu hvor min farmor er væk. De er en slags fjerne slægtninge udi akavathed.”
Titlen på Louise Juhl Dalsgaards romandebut ”Det dér og dét der” fra 2017 henviser til to knæ i en krop, der ikke rigtig vil samarbejde. Det er en historie i otte afsnit om en kvindes liv med anoreksi og en undersøgelse af, hvad der kan have udløst sygdommen.
Første dels scener fra en barndom vidner om en afstand mellem jeget og hendes forældre, der aldrig rigtig lytter til hende. I hendes klasse går Kaspar, hvis mor lige er død og som har et tomt rum indeni, hvor hans mor har boet.
53392261
Pigens mor er ikke død, men pigen har også et rum, der står tomt. Hun lærer, at ”man ikke kan være ked af det, hvis man ikke har noget at være ked af.” (s. 30), og så er det svært at stole på sine følelser. Den ensomhed sætter sig i pigens krop, lige under halsen. Da hun bliver student, beslutter hun sig for at tabe sig, og en alvorlig spiseforstyrrelse sætter ind med indlæggelser, samtaler, uforstående forældre og en kropsvægt på 32 kg.
Anden del handler om pigens mor, der er utrolig god til gærbrød, men ikke så god til at se sin datter, og tredje del viser, hvordan hendes far har latterliggjort hende for hendes følelser og reaktioner. I et notat fra en lægesamtale står der, at: ”… det eneste sted hun kan ”slå ham,” er ved at nægte at spise.” (s. 80). Fjerde del handler om pigens bedsteforældre, hvoraf farmors bløde barm og rugbrødsdrys er det bedste – og at det er nu, hun begynder at blive bange for sig selv. I femte afsnit fortæller et jeg i nutid om indlæggelser og ydmygende besøg hos forældre, der nægter at acceptere hendes sygdom. De sidste afsnit handler om jegets lidt grænseløse datingliv, om ikke at føle sig hjemme i sin krop og håbet om at blive en ønskesten, der kan åbne øjnene uden at blive bange.
Det er en usentimental roman om spiseforstyrrelse, opvækst og om at være intellektuelt distanceret fra sine følelser. Virkeligheden er spændt ud mellem fortællerens subjektive gengivelse af verden, følelser og erindringer – og de psykiatriske journalers kliniske syn på patienten udefra, hvor hendes tilstand vurderes ud fra vægt, BMI og familiære dispositioner. Der er ingen fordømmelse eller direkte kritik af hverken forældre, skolesystem eller behandlingssystem, men bogen viser de mulige konsekvenser af ikke at møde mennesker, hvor de er.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Det dér og dét der"