Inger Christensen kombinerer sproglig præcision med eksistentielt engagement. Hun forener filosofi, naturvidenskab og litterær tradition i en digtning med både emotionel og intellektuel appel. Hun står fast og vakler samtidig – en vidende og tvivlende digter. Hun skriver eksperimenterende systemdigtning, men ikke af fastlagt type. I hendes lyriske værker er der en stærk fornemmelse for orden, klang og sammenhængen mellem sprog og natur. Hun er klimabevidst og civilisationskritisk, og så får hun dansk sprog til at vise sig fra sin smukkeste side. Mange af os kender de vers, hun har skabt f.eks. ”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”. Som oplæser havde hun en magisk virkning på sit publikum. Hendes digte binder os sammen gennem ord, der sætter sig i læseren.