Baggrund

Citat
”Næste dag sendte jeg en sms til hende og spurgte, om hun ville komme til frokost hos mig dagen efter. Hun sagde OK, hun kom hjem til mig, vi tilbragte eftermiddagen i sengen. Og sådan fortsatte det. Der gik ikke længe, før jeg elskede hende. Først hendes krop, og så resten af hende. Ugen efter elskede jeg hende ikke mere. Jeg slog op per sms. Kan det ikke være lige meget, hvordan man gør det, det er alligevel altid grimt.”
”Playboy”, s. 165.

Constance Debré er født i 1972 ind i en velhavende og berømt familie. Hendes farfar, Michel Debré, var premierminister i Frankrig fra 1959-1962 under præsident Charles de Gaulle. Navnet Debré er ét, de fleste franskmænd vil kende. Hendes far, François Debré, var forfatter og journalist og arbejdede som international korrespondent. Hendes mor, Maylis Ybarnégaray, var tidligere model og døde, da Constance var 16 år, i 1988. Også til morens side af familien findes en berømt skikkelse, hendes bedstefar Jean Ybarnégaray, som var modstandskæmper og minister i Vichy-regeringen, og desuden var slægten adelig.

Debré skriver om den deroute, hendes forældres liv repræsenterede. Selvom familiens historie er noget, hun kunne læse om i historiebøgerne, da hun boede på et chateau over sommeren, endte det alligevel med, at moren døde af et hjertetilfælde, forårsaget af stofmisbrug, i et socialt boligbyggeri. Og måske fordi faren levede et intenst liv med reportagerejser i hele verden, var alkohol- og stofmisbrug også noget, den voksne Constance kendte godt igennem sin fars liv. Debrés bøger repræsenterer på mange måder et opgør med netop denne familiefortælling, en afsværgelse af de privilegier, der har fulgt med den, og måske også derfor en frigørelse fra den giftige arv, den også har medført.

Constance Debré studerede først på Lycée Henri-IV og siden jura på Pantheon-Assas-universitetet og har også en grad for ESSEC Business School. Hun arbejdede siden som forsvarsadvokat i mange år.

I 1993 blev Debré gift, og i 2008 fik hun en søn. I 2015 blev hun skilt fra faren til sit barn. Samtidig forlod hun sit arbejde som advokat. Hun blev forfatter og debuterede i 2018 med ”Play boy” (”Playboy”, 2024), den første bog i trilogien, der omhandler dette brud og livet efter. De andre to bøger i trilogien er ”Love me tender” (”Love me tender”, 2023) og ”Nom” (2022).