”Hvis der skal være en overskrift på mit virke er det nok, at mine bøger og mit litterære virke på en eller anden måde altid er styret af et konceptuelt greb.” (Interview til Forfatterweb, maj 2025). Sådan siger Adam Drewes selv om sine værker, der netop er stramt strukturerede efter formmæssige greb. I debuten ”Radio” optræder tekstens to dele som parallelle spor i et omfattende og generelt massivt tekstkorpus, langdigtet ”Kim Larsen?” består kun af spørgsmål, der er ordnet tematisk, og montageromanen ”Christian Eriksens fald” fungerer som litterær sampling af ready mades fra medierne ovenpå en voldsom sportsepisode.
Indholdsmæssigt arbejder Drewes inden for en meget rummelig sfære. Måske er det de stramme formater, der giver plads til en vildtvoksende temaudfoldelse. ”Radio” omtaler han selv som en dannelsesroman om at blive forfatter og opleve, hvordan forskellige litterære verdener clasher og hvor forskellige litteratursyn, der findes. Samtidig er den en nuanceret udfoldelse af, hvad det vil sige at være ung mand, være liderlig, kæk, ambitiøs og eventyrlysten: at være menneske.
Kim Larsen-bogen undersøger alskens slags nutidige fællesskaber og er generelt styret af en politisk agenda med både blik for byplanlægning, kommercialisering af samfundet og produktive fællesskaber. Den bog har også et nænsomt blik på parforhold og kærlighed, så det agiterende modsvares af en mere følsom sårbarhed.
Christian Eriksen-bogen bruger Eriksens fald som generel samfundsprisme i forhold til maskulinitet, ledelse, tro, nationalfølelse, foreningsliv, sårbarhed, venskaber, konspirationer osv. I videre forstand er den en undersøgelse af, hvordan en enkeltstående begivenhed kan bruges til at forstå og fortolke verden.
Overordnet kan man sige, at Drewes med sine konceptuelle værker strækker rammerne for litteratur: Hvad kan et værk rumme? Hvor stramt et koncept kan fungere? Kan man skrive en hel bog kun i spørgsmål? Til det kan vi svare ja.