Med undertitlen ”Spørgsmål til fællesskabet” udkom Adam Drewes’ langdigt ”Kim Larsen?” i 2021. Teksten, der udelukkende består af spørgsmål, udgøres af en prolog og ti afsnit om så forskellige fællesskaber som produktive, økonomiske og folkelige. Afsættet er den folkelige mobilisering omkring Kim Larsens død i 2018, hvor der var mindekoncert på Rådhuspladsen, fakkeloptog på Christianshavn og en form for national sorg. Ingen andre kunstnere har samlet nationen på samme måde, og det fællesskab, der opstod i kølvandet på hans død, sætter en byge af spørgsmål i gang hos fortælleren for at undersøge, hvilke fællesskaber vi har i Danmark anno 2021.
38659529
Med indlejrede citater fra Kim Larsen og Gasolin’s sange og udgangspunkt i Larsens liv og værk kommer teksten ind på det folkelige fællesskab, som vi dyrker i Danmark, men som også kan kamme over i nationalisme. Hele tiden har fortælleren et dobbelt blik på begreberne og kan altså se Grundtvig for både hans uvurderlige betydning for folkeoplysning og for hans bibelske nationalisme. Herfra causerer fortælleren over folkelig kunst efterfulgt af et faktatungt afsnit om byudviklingen i København i forhold til boligpriser, demokratiske byrum og internationale kapitalfonde. Flere afsnit handler om vores fællesskaber som drevet af noget ydre: af udseende, økonomi og sundhed, af produktivitet og vækst. Afsnittet om parforhold indledes med ordene: ”Tror du vi skal følges ad, til livet det er slut? Åh, det håber jeg, ja, jeg gør, ja, jeg gør” fra sangen ”Kvinde min” (1975) og spørger nuanceret til dating, ensomhed og tilknytningsmønstre med en pointe om, at hvis vi ikke engang i det allermindste fællesskab kan oparbejde solidaritet, kan vi så i det store?
Slutteligt opsummerer fortælleren vores samlede idioti som en menneskehed, der ikke evner at redde os selv, men ender alligevel med et håb om, at ”vi kan opfinde nye ritualer, der forpligter os på hinanden, når den personlige, samfundsmæssige eller transnationale krise sætter ind” (s. 138).
Det konceptuelle greb rummer debatterende perspektiver i stor og lille skala, mens den essayistiske form giver plads til modsatrettede holdninger og til at brede argumenter ud. Der er selvsagt flere spørgsmål end svar i bogen, men der er alligevel en tydelig politisk og samfundsrevsende strøm af indigneret drøm om mere solidaritet, kærlighed og inkluderende fællesskab på tværs af alder, politik og social klasse.