Temaet for Mirian Dues digte er ofte natur, længsel og moderskab. Flere af hendes digte ligner små religiøse chants, bønner eller omkvæd, som her på s. 10 i ”Vågent”: ”lad din ånde sive ud, træk luft ind/ havet trækkes ud, havet trækkes ind/ ved månens kraft, ved lungernes kraft/ går jeg i et/ med denne bevægelse/ forlader fortider”. Andre ligner mere prosadigte, men fælles er en meditativ tone fra et betragtende digterjeg, der befinder sig i en hverdag med en stræben opefter. Digterjeget i ”Vågent” ser f.eks. fuglene lette og sætte sig, og hun betragter, hvordan lyset skifter mellem vandet og sandklitterne. Der er en tydelig åndelighed til stede i digtningen og flere referencer til bl.a. salmedigteren Brorson og specifikke Bibeltekster. Selv mener Mirian Due, at Bibelteksterne om Jomfru Maria-figuren kan læses som en del af moderskabslitteraturen, og at der er meget i Lukasevangeliet, der handler om graviditet og fødsel, vel og mærke med et fokus på kvinden, der føder, og ikke kun på barnet, der bliver født.
Naturen har været en tematisk medspiller i Mirian Dues forfatterskab lige siden dets begyndelse. I digtet ”Korn” fra onlinetidsskriftet Slagtryk fra 2011 står der således: ”Og jeg så ham gå gennem kornet med hånden glidende hen over det. Og jeg så ham gå gennem kornet med hånden glidende hen over det som talte han det. Og jeg fumlede med snørebåndene, trådte hælen ned i den venstre sko og snublede på vej ud over gårdspladsen mens han bevægede sig længere væk gennem den gule pels.” De gentagende beskrivelser af en mand, der går gennem en kornmark, og et digterjeg, der følger efter, rummer samme fortættede stemning som de senere naturdigte.
De socialpolitiske dimensioner, som findes som små stikpiller af frygt undervejs i ”Inden vi går ind i livet på jorden”, findes også i digte fra antologien OEHL #1 (2014), der er tilegnet en mand, der engang stak af fra den lukkede psykiatriske afdeling. I et indledende digt betragtes han med en række gentagelser af ordet ’se’, mens han går rundt i en (institutions-)have og planter had, og de tre digte rundes af med et ”P.S”, hvor institutioner inden for sundhedssektoren med et opgivende ”bare drop det” opfordres til ikke at have grønne områder.