ude over strandslettens sorte slikjord
lyden af regnspovers kald hænger i luften
de spørger til ensomheden
hvorfor er du alene midt i en flok?
de spørger til såretheden
hvad skal der til for at hele dig?
flokke af ryler letter, flyver videre, sætter sig
længere ude ved tidevandssøer”
Efter debuten ”Telter i randen af et mørkt øje, sover i knitrende sengetøj” (2017) udgav Mirian Due i 2020 digtsamlingen ”Vågent”, der består af titelløse og nummererede digte, der alle bruger lille begyndelsesbogstav. Samlingen er inddelt i fire titelløse dele, hver med 11 digte i sig, fraset sidste del, der rummer 12 digte.
Mange af digtene er blevet til på Fanø, hvor Mirian Due i flere måneder boede i legatboligen Digterhjemmet i Sønderho. Den flade vestjyske natur ud mod Vesterhavet fylder da også i digtsamlingens tekster: ”jeg går med barnevognen ud til havet/ ser sandbankernes hvide buer løfte sig/ over havoverfladen/ dele af mig/ jeg ikke længere skal bruge/ giver jeg til vinden” (s. 11). Jeget indgår som en del af naturen, hvor dele af hende – som et hår, der løsner sig – gives til vinden, og gennem de fleste digte er jeget alene, og i dette digt ensom, og hun befinder sig i observation af den omverden og den natur, der omgiver hende.
38611828
Digtsamlingens andet store tema er moderskab og alt, hvad dertil hører af graviditet, menstruationens tilbagevenden efter fødslen og natteamning. Som her, hvor jeget vågner op med følelsesløs arm: ”huden på underarmen og to fingre er følelsesløse/ armen har været forlagt i nattens ammestillinger/ det kaldet lover’s arm/ følelsesløsheden bliver til en summen/ på englevis skride over gulvet/ i det lys dagen glemte på nattehimlen/ og som holder nætterne halvt vågne/ som søvnmanglens væskende øjne næsten græder” (s. 27). Også i dette digt er sproget ligetil med stedvist billedsprog som sammenligningen af en summen i armen med engleskridt hen over gulvet og beskrivelsen af en lys sommernat, der har lys glemt fra dagen. Den gravides krop er udgangspunktet for mange digte, der også handler om bl.a. mavemuskler, der har delt sig under graviditeten og er svære at få samlet igen, efter barnet er født.
Mirian Due bruger flere kristne metaforer såsom en valmue – der traditionelt set symboliserer natten og søvnen, og i kristen metaforik forbindes med Jesu blod og død via sin røde farve – og ankeret, der i Biblen bruges som metafor for håb.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vågent"