Freaks

Citat
”Alene tanken om at se kvinden ligge på dissektionsbordet gjorde ham opstemt. Tænk at kunne se skalpellen glide gennem den voksagtige hud og afsløre deformiteten under huden. Det var sikkert ligesom et isbjerg. Det mest fascinerende var ikke det, man kunne se på overfladen.”
”Freaks”, s. 201.

Anika Eibes fjerde roman, ”Freaks” fra 2014, foregår i 1800-tallets England og udspiller sig især i London, hvor vi følger en række personer i forskellige miljøer. Den 16-årige dreng Jack bliver i romanens begyndelse solgt af sin far til et omrejsende cirkus på grund af sine misdannede hænder og fødder og skællede hud. Den unge pige Violet Wise bliver også solgt på grund af sin deformitet, men til begges overraskelse oplever de et varmt sammenhold i cirkusset, hvilket udvikler dem begge.

Romanen har to hovedspor, så vi som læser dels følger Jack, Violet Wise, cirkusdirektøren Geovanni og hele hans trup på farten og i teatret i London, dels følger vi læge John Cavendish og nogle af hans studerende på St. Bartholomew’s hospital og medicinskole i London.

Cavendish forsker med en morbid indædthed i menneskelige deformiteter, og Eibe beskriver hans forskning detaljeret og sanseligt. Da Geovannis trup flytter ind i et teater tæt på St. Bartholomew’s hospital, og Doktor Cavendish ser deres forestilling, stiger spændingen, for Cavendish er villig til at gå langt i forskningens navn. Som den eneste karakter i romanen udvikler han sig ikke i løbet af fortællingen, men forbliver brutal og selvoptaget.

51148339

Jack og Doktor Cavendish er romanens hovedpersoner, men begivenhederne fortælles gennem flere synsvinkler, så vi som læsere ser livet i cirkus og på hospitalet fra flere sider.

Eibes sprog er trods fortællingens historiske tid nutidigt, men der optræder mange genstande, professioner og steder fra 1800-tallet, der vidner om Eibes grundige research. Tematisk kredser ”Freaks” om det at høre til, om udsattes levevilkår, lægevidenskabens etik og majoritetens frygt for det vanskabte.

”Freaks” er en dramatisk 1800tals-fortælling om det groteske og abnorme ved mennesker, hvor kærlighed, venskab, gys og gru afløser hinanden.