ypperstepræstinden.
Jeg bar min offerskål og
sang min glædessang,
men nu er der stillet
begravelsesgaver frem
til mig: Lever jeg her ikke
længere? Jeg gik mod
lyset, men lyset brændte
mig, jeg gik mod skyggen,
men blev svøbt i sand.
Min honningmund er
blevet til fråde, mine
søde ord er blevet til støv.”
Som ypperstepræstinde i Ur var Enheduana den øverste ansvarlige for templet, dets mange ansatte og store rigdomme og altså en af sin tids mest magtfulde personer. Digtet ”Nin-me-šara” fra ca. 2300 f.v.t (”Dronning over verdens magter”, 2020) er hendes hovedværk og handler både om drabelig politisk strid, om gudernes magt og på en måde også om selve det at skabe tekst, at være forfatter.
Digtet begynder med en hyldest til Inana, der er gudinde for sex, beruselse, krig, forvandlinger, kærlighed, paradokser og ødelæggelse. I sit forord til ”Dronning over verdens magter” beskriver oversætteren assyriolog Sophus Helle hende som en gudinde ”som kropsliggør alt det, der ikke kan styres i verden – alle de kaoskræfter, der gør vores liv uforudsigeligt.” (s. 3). I sin hyldest skildrer Enheduana gudinden som en blodtørstig kriger, der dræber alle, som gør oprør imod hende.
38419498
Og det er lige, hvad ypperstepræstinden har brug for. For digtets ydre handling – man kan måske endda sige årsagen til digtet – er, at oprøreren Lugal-ane har taget magten i Ur og tvunget Enheduana i eksil. Og da måneguden Nanna, i hvis tempel hun tjente som præstinde, ikke svarer på hendes råb om hjælp, vender Enheduana sig i stedet mod hans datter Inana for at besejre den indtrængende fjende.
Men Enheduana har ikke længere den ”honningmund”, der gjorde hende i stand til at påberåbe sig gudernes hjælp, hendes ”søde ord er blevet til støv.” (s. 33). Derfor skriver hun digtet og introducerer sig selv som den, der skaber teksten, og i den proces ender hun med at overbevise Inana om at skride til handling og redde hende.
”Dronning over verdens magter” er fuld af mystiske metaforer og talrige henvisninger til andre sumeriske myter om Inana. Og sproget, der både er fuld af dunkle kroge og strålende lys, virker skiftevis kryptisk og dragende, uforståeligt og glasklart. På den måde kommer teksten på poetisk måde til at modsvare de ”kaoskræfter”, som Enheduana hylder gudinden Inana for at have – og som hun har brug for, at hun slipper løs så fjenderne kan besejres.