Genrer og tematikker

Enheduanas hymner og tekster er først og fremmest religiøse eller åndelige tekster, som hun skrev i sin egenskab af ypperstepræstinde.

Udover hovedværket ”Dronning over verdens magter” skrev hun en række såkaldte tempelhymner, som hyldede de sumeriske guddomme. Hendes tekster er nedskrevet og bevaret for eftertiden på de lertavler, som var udbredt som medie for den tidligste skriftkultur og skriftsteknologi i oldtidens Mesopotamien. Teksterne er vidnesbyrd om datidens samfunds- og åndsliv og har udover en enorm litterær værdi en stor arkæologisk betydning.

Men selvom – eller måske netop fordi – teksterne har mytologisk eller religiøs karakter er det bemærkelsesværdigt, at Enheduana i så høj grad er til stede i sin egen digtning. Som den første kendte navngivne forfatter skildrer hendes tekster begivenheder fra hendes levetid set fra hendes egen synsvinkel – og ikke mindst forholder hun sig til sin rolle som forfatter: ”Teksten bliver løsningen på hendes problem: Vi står ikke alene med verdens første forfatterbillede, men også med verdens første spil med forfatterbilledet,” siger oversætteren Sophus Helle i et interview i Politiken (Anne Bech-Danielsen: Verdens første forfatter var en irakisk kvinde. Politiken, 2018-04-18). Sat på spidsen kan man i Enheduanas digtning se de første litterære kim til den autofiktive bølge, der har præget litteraturen – særligt i Skandinavien – siden 2010'erne.

Et andet stærkt træk i Enheduanas tekster er en art tidlig feminisme, bl.a. i kraft af udvekslingen mellem det kvindelige digter-jeg og den gudinde, som hun kalder ”den mægtige kvinde, den største i rådssalen” (s. 49). Samtidig benytter Enheduana en eksplicit kvindelig metafor om sin forfatterrolle, når hun skriver ”Nu har jeg født dig en sang.” (s. 47). Særligt i nyere læsninger af Enheduanas digte er det feministiske blevet betonet og fremhævet for sine bud på kønsroller, der kan bruges til at udfordre de forståelser af både køn og kvindelighed, der har hersket i mere end 2000 år.