Baggrund

Citat
”Engang så de hinanden hver dag, nu sker det alt for sjældent, de har ikke med vilje mistet forbindelsen, der sker bare det, som sker: Man får små børn, partnere, karriere, sit at se til. Man mødes på en legeplads, man mødes til kaffe, man hører om hinandens liv, men man er ikke en del af dem.”
”Kun til navlen”, s. 23.

Linea Maja Ernst kom til verden i det nordjyske den 17. juni 1988 og er vokset op i den lille landsby Astrup i Himmerland. Der nåede at komme en fuldblodslillebror til verden, inden forældrene blev skilt, da Linea Maja Ernst gik i børnehaveklassen på Astrup skole. Siden kom der en halvsøster og tre stedsøstre til.

Hun beskriver sig selv som et anderledes, følsomt barn, der elskede at gå i skoven og lede efter alfer, elvere og hekse: ”Jeg tror, det er en kombination af at være et meget barnligt og meget modent barn på samme tid. Jeg sad også bare og tegnede havfruer i børnehaven og syntes, at det var voldsomt at lege med de andre børn. Eller også blev jeg distraheret, og så endte jeg med at sidde og læse i en bog og ikke lægge mærke til, at mine venner var gået. Fordi jeg bare blev suget ind i de her andre verdener.” (Line Foldager Villemann: Linea Maja Ernst: det fortryllende, vemodige og længselsfulde. Lixen.dk, 2020-11-29).

I modsætning til mange af sine klassekammerater elskede Linea Maja Ernst at gå i skole, og hun gik direkte fra folkeskolen til gymnasiet i Hobro og derfra til Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Med egne ord kunne hun slet ikke holde tanken ud om et sabbatår, og hun afleverede sit speciale på Litteraturvidenskab i 2014 efter tyve års uafbrudt skolegang.

Under sine litteraturstudier havde hun et valgfag i ’praktisk anmelderi’ og faldt pladask for disciplinen, hvilket lettede overgangen fra elfenbenstårnet til arbejdslivet. I et mailinterview med Forfatterweb fortæller hun: ”Det var meget nervepirrende at skulle ud i en form for virkelig verden. Men heldigvis var jeg begyndt at anmelde bøger, først på Information, senere Weekendavisen, og det er efterhånden blevet til en sammensat fuldtidspraksis af alle mulige slags pseudojournalistiske tekster om kultur, mennesker, privatliv og moderne forestillinger om det gode liv.” (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Linea Maja Ernst, juni 2024).

Sideløbende med litteraturstudierne og kulturjournalistikken har Linea Maja Ernst båret rundt på en anden drøm. Faktisk har hun altid drømt om at skrive en roman, fortæller hun, og i et par år har hun arbejdet på det, der i 2024 blev til debutromanen ”Kun til navlen”.

Privat bor Linea Maja Ernst på Vesterbro i København med sin kone og datter.