På bagsiden af ”Kun til navlen” hedder det, at den er en moderne skærsommernatsdrøm, og slægtskabet med Shakespeares ”A Midsummer Night’s Dream” (1594-96) er da også tydelig. I begge værker er et bryllup et centralt omdrejningspunkt, og lidenskabelige forviklinger opstår. Begge værker har endvidere skoven som ramme, men imens Shakespeares komedie er fuld af manipulerende feer, spiller de magiske væsner en mere perifer rolle hos Linea Maja Ernst i form af Grys forskning i oprindelige myter og skandinavisk folketro.
Der er et vist slægtskab mellem Christina Hesselholdts forfatterskab og Linea Maja Ernsts debutroman. Det lidenskabelige og erotiske, længslen og tvivlen er også et omdrejningspunkt i Hesselholdts ”Du, mit du” (2003), og begge er inspireret af Virginia Woolfs alvidende fortællerstemme – de poetiske sansninger, indre monologer og stream of consciousness. Hos Hesselholdt kommer det Woolfske især til udtryk i serien om Camilla og vennerne, der bl.a. tæller romanerne ”Camilla and the horse” (2008) og ”Camilla – og resten af selskabet” (2010).
En vis inspiration henter Linea Maja Ernst også hos Sylvia Plath, og når hovedkarakteren i ”Kun til navlen” hedder Sylvia, er det utvivlsomt en cadeau til den amerikanske poet. I det hele taget bugner ”Kun til navlen” af litterære henvisninger, så læserne bliver lukket ind i forfatterens litterære bagkatalog.
Sally Rooney er en anden oplagt forfatter at sammenligne med. Begge har de overgangen fra ungdom- og studietid til voksenliv centralt i deres værker, og både tvivlen, fortvivlelsen, længslerne, lidenskaberne og venskaberne bliver skrevet tindrende frem hos begge forfattere.
Det er endvidere oplagt at læse Linea Maja Ernst i sammenhæng med andre værker, der tematiserer queerseksualitet såsom Oscar Wildes ”Billedet af Dorian Gray” (1891), E. Annie Proulx’ ”Brokeback Mountain” (1997), Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), Leonora Christina Skovs ”Den der lever stille” (2017) og Inger Christine Løwes ”Cherry” (2020).