Kun til navlen

Citat
”Madum Sø er klar og stille, en lysning af vand, birketræerne står på de hængende grene og dypper deres rakler i søvandet, det sitrer i bladene på de hængende grene, et forhæng, der gerne vil glide til side, en rislende trommehvirvel.”
”Kun til navlen”, s. 42.

I Linea Maja Ernsts debutroman ”Kun til navlen” fra 2024 mødes syv venner i et sommerhus en solbeskinnet midsommer i Himmerland. For 12 år siden startede de fem af vennerne på Litteraturvidenskab i København, men i mellemtiden har de fleste af dem overgivet sig til temmelig traditionelle (læs: småborgerlige) liv med faste (kedelige) jobs, kærester og for en enkelts vedkommende også børn. Alle er lykkelige for at mødes. Men alt er langt fra den idyl, overdådige middage og dragende natur, der umiddelbart præger selskabet. Da værten Karen afslører, at hun og Esben skal giftes, vækker det en masse følelser, og snart handler middagsdiskussionerne om fri kærlighed versus tosomhed, og alle begynder at reflektere over, hvad et godt (kærligheds)liv er.

138197328

Romanen tematiserer kærlighed, venskab, tosomhed, længsler, jalousi, sex, og hvad der egentlig er det gode (voksen)liv. Det centrale motiv i romanen er overgangen fra ungdomslivet og studietiden til voksenlivet, som romanens mest centrale karakter, Sylvia, finder er alt for snævert og småborgerligt – ikke mindst samlivsformerne opponerer hun imod.

Romanen vipper på en knivsæg mellem knivskarp satire og seriøst portræt af millennialgenerationen, hvor selviscenesættelsen er i højsædet, og enhver handling bliver gennemanalyseret. Det hele er så prætentiøst, og de syv venner forsøger konstant at overgå hinanden både verbalt og i handlinger, som når morgenbordet danner rammen om den vildeste omgang bagedysten.

Romanen benytter sig af en alvidende fortællerstemme, der ser det hele udefra og lidt på afstand, og som gengiver sommerhusturen med en ironisk, analyserende distance, som ofte medvirker til at understrege værkets satiriske karakter. Dertil kommer, at fortællerstemmen flittigt gengiver dialoger og bevæger sig ind og ud af de forskellige karakterer og serverer deres indre monologer for læserne, så vi kommer ind i deres tankerum og tæt på deres følelsesliv og forhold til hinanden. Samtidig dvæler fortællerstemmen ofte ved poetiske sansninger (se citat), besjælinger, indlevende karakteristikker og analyser – og bliver et spejl på de prætentiøse, poetiske litterater og kammerater.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Kun til navlen"