En af Evaristos helt store inspirationskilder er den afroamerikanske forfatter Toni Morrison. Grundene hertil nævner hun i et interview: Hendes sprogs skønhed, hendes dybe visioner, kompleksiteten i hendes fortællemåde. (Anita Sethi: Bernardine Evaristo: “I want to put presence into absence”. The Guardian, 2019-04-27. Egen oversættelse). Toni Morrison har udtalt, at det, der drev hende til at skrive, var tavshed. Morrisons bestræbelse på at bryde tavsheden, hendes historiebevidsthed og følelse af forpligtelse til at skrive og derved udfylde hullerne i litteraturhistorien deler Evaristo. For Toni Morrison var det de afroamerikanske stemmer, hun ønskede at lade komme til orde. For Evaristo er det historierne om indvandrerne fra de tidligere britiske kolonier, der kom til Storbritannien, hun vil formidle. At fortælle fra de marginaliseredes perspektiv i flerstemmede romanformer er også et lighedspunkt mellem Evaristos “Pige, kvinde, andet” og Toni Morrisons forfatterskab.
I samme interview fremhæver Evaristo den jamaicanskfødte digter, essayist og dramatiker Claudia Rankine som en betydningsfuld inspirationskilde. I sine bøger portrætterer Rankine det amerikanske samfund med depression og racisme i fokus. Af andre forfattere, der har inspireret Evaristo, kan nævnes den skotske forfatter Ali Smith, hvis bøger omhandler nutidens Storbritannien, og Derek Walcott. Evaristo omtaler Walcott som sin yndlingsdigter: Han kom fra en lille caribisk ø, og fra sit perspektiv på menneskeheden talte han på tværs af skel til mennesker over hele verden. (Anita Sethi: Bernardine Evaristo: “I want to put presence into absence”. The Guardian, 2019-04-27. Egen oversættelse).
Evaristo var teenager, da hun første gang stiftede bekendtskab med James Baldwin og Audre Lorde, og det begejstrer hende, at en ny generation føler en forbindelse til dem. Audre Lordes aktivistiske og feministiske tankegods vækker genklang i Evaristos virke. Audre Lorde var digter, men skrev også essays, blandt andet det feministiske essay “The Master’s Tools Will Never Dismantle The Master’s House” (1984).
Psykologisk indsigt kombineret med udforskningen af, hvordan politiske og historiske omstændigheder influerer karakterernes liv, trækker tråde mellem Evaristos forfatterskab og James Baldwin, der selv voksede op som sort og homoseksuel i 1940’ernes og 1950’ernes USA. Romanen “Giovanni’s Room”, 1956, (“Giovannis værelse”, 1957) omhandler kærligheden mellem mænd i 1950’ernes Paris og har således tematiske ligheder med Evaristos “Mr. Loverman”.
I et interview siger Evaristo, at bøger åbnede verden for hende, og som barn læste hun Thor Heyerdahl om hans rejser i det sydlige Stillehav. Om den tidligere læseoplevelse fortæller hun: Jeg var et barn, som voksede op i den kedelige forstad Woolwich; vi havde aldrig penge og tog ikke på ferie, så at læse om de her steder og eventyr var en åbenbaring. Bøger åbnede verden for mig. (Anita Sethi: Bernardine Evaristo: “I want to put presence into absence”. The Guardian, 2019-04-27. Egen oversættelse).
Evaristos aktivistiske drivkraft spirede frem, da hun var i 20’erne og engagerede sig i feministisk teater, og selvom det stadig ligger hende på sinde, er det ikke det styrende, når hun skriver: “Når jeg sætter mig ned for at skrive fiktion, så er alt det i min underbevidsthed. Men jeg fokuserer på bogens personers liv, hvem de er, hvad deres forhold er, hvad deres ønsker og ambitioner er. Det er det, jeg tænker på. Min politik siver ind i det, men jeg lader mine personer være sig selv i stedet for at gøre dem til talerør for det, jeg tror på.” (Birgitte Kjær: Pludselig blev der lyttet til sorte kvinder. Politiken, 2022-09-15)