Den fysiske lokalitet for “Mr. Loverman”, der udkom i 2013 (“Mr. Loverman”, 2022), er Londonbydelen Hackney. “Mr. Loverman” er Evaristos syvende bog.
Det første kapitel, “Ægteskabets kunst”, begynder en lørdag i maj. Kalenderen skriver 2010, og vi dumper direkte ned i jegfortællerens indre monolog. Det er den 74-årige Barry, der fortæller om Moris, som man gennem de humoristiske betragtninger og anekdoter hurtigt fornemmer, at Barry har et varmt og kærligt forhold til. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, de var et ældre, uadskilleligt ægtepar. Men historien er en anden. Første kapitel slutter nemlig med, at Moris kører Barry hjem, og selvom Barry gerne ville, kan han ikke invitere Moris med ind. Moris er nemlig Barrys hemmelige elsker, og Barry er gift og skal tilbage i løvens hule, som han kalder det hus, han deler med sin kone, Carmel.
Barry er en caribisk emigrant, pensioneret maskinmontør hos Ford, boligspekulant, velhavende og belæst, og i halvtreds år har han listet omkring som en klatretyv i sit eget hjem.
62898348
Carmel vågner, idet han er ved at klæde sig af, og dialogen, der udspiller sig mellem dem, syder af den passivt aggressive adfærd, som har ulmet alt, alt for længe. Carmel anklager ham for at føjte rundt med andre kvinder, og for at undgå de værste konfrontationer har de en “ikkeangrebspagt”.
Da Carmel må rejse til sin døende far, beslutter Barry sig for, at han efter alle de år endelig vil springe ud og lade sig skille fra Carmel. Spørgsmålet er bare om, han tør, for hvad er den rette tid og det rette sted for sådan en afsløring? Som fortællingen skrider frem, bliver det tydeligere, hvorfor Barry så længe har levet et dobbeltliv: Frygten for stigmatisering og opvæksten i et samfund, som forbød homoseksualitet, sidder stadig dybt i ham.
Romanen veksler mellem nutidssporet – dagene i maj – og nedslag i centrale begivenheder i fortiden, som er set fra Carmels perspektiv: brylluppet i 1960 – han var 24 og hun blot 16, da de giftede sig. De første år med små børn, hvor Carmel fik en fødselsdepression, og deres videre liv sammen. Fortidssporet er fortalt i anden person, gennem en du-henvendelse til Carmel – en form for indre stemme, der sætter ord på Carmels sindsstemning og tilstande lige fra forelskelsens lethed til depressionens tyngde.
Romanen emmer af sprogligt overskud, humor og psykologisk dybde. Evaristo spiller på hele toneskalaen og indfanger med sin skrivestil karakterernes unikke personligheder og individuelle stemmer.