Med ”Undskyld jeg kommer for sent” skriver Rikke Oberlin Flarup sig ind i koret af forfattere, der de seneste år har skrevet om ufrivillig barnløshed. Det er blandt andre Tine Høeg (i ”Sult”, 2022) og Marie Hougaard (i ”Vi troede, vi skulle”, 2022), der skriver om fertilitetsproblemer og -behandling og om, hvad det har af konsekvenser for krop, sind og parforhold. Hos Flarup er udgangspunktet ikke, om Ea kan, men om Ea vil moderskabet, og romanen handler på den måde både om ufrivillig barnløshed og det at vælge livet med børn fra.
I Nanna Gouls roman ”Heksens alfabet” (2022) møder vi Kamma, der dykker ned i en verden, hvor det er naturens gang, der sætter dagsordenen. Under kyndig vejledning af heksen Birgitte stifter hun bekendtskab med hyldetræets kraft, fuldmåneritualer og helende urter og får således – ligesom Flarups Ea-karakter – øjnene op for, at livet kan se ud på en helt anden måde, hvis hun tør træde en anelse væk fra konventionerne. Gouls roman har, ligesom Flarups, rod i jordnære situationer, som ofte bliver komiske. Om humor og spiritualitet siger Flarup sådan her: ”Humor spiller altid en stor rolle for mig i alt, hvad jeg laver. Det gør det også i romanen. Spirituelle oplevelser bliver tit ophøjet til noget smukt og meget seriøst. Det kan de også være, men tit er de forvirrende, skræmmende, grimme og absurde.” (Kirsten Mikkelsen: Interview med Rikke Oberlin Flarup om romanen Undskyld jeg kommer for sent. Ekbatana.dk, 2024-01-08).
”Telefontesten” udkom kort tid efter, at Julie Andems norske tv-serie ”SKAM” fra 2015 til 2017 havde fået både teenagere og voksne til at tjekke mobilen dagligt for at se de klip i serien, der udkom drypvis på norsk NRK hen over ugen. Serien følger Eva, Noora, Isak og Sana – en ny karakter for hver sæson – og deres udfordringer som store teenagere. ”Telefontesten”s Rebekka-karakter er det samme sårbare sted i livet som hovedpersonerne i ”SKAM”, og romanen har – ligesom serien har det – fokus på at tale åbent om det, der er sårbart og svært. Rebekka indser, at hun er elsket og set og god som hun er, og det er på mange måder også den pointe, ”SKAM” efterlader seerne med.