Afsættet i Maria Kjos Fonns essay ”Hespetreets visdom” (”Rappenskraldens visdom”, 2022) er en undersøgelse af heksens rolle i samtiden. Undervejs drager hun kontinuerligt paralleller til fortidens hekse, og hvad de fremkalder af associationer. Maria Kjos Fonn forbinder primært fortidens hekse med ensomhed og sætter det i kontrast til samtidens optagethed af heksen, der står i fællesskabets tegn og mest af alt er vokset frem fra kunstens univers – ikke mindst litteraturens. Hun fremhæver blandt andet den danske forfatter Olga Ravns ’Hekseskole’, som Ravn har stiftet sammen med den dansk-svenske forfatter Johanne Lykke Holm. I det hele taget kommer essayet vidt omkring og trækker adskillige eksempler frem fra kunstens verden – ikke mindst litteraturens, musikkens, filmens og teatrets.
134077301
Maria Kjos Fonn sætter også den bibelske figur Lilit i scene som en dæmonisk skikkelse på linje med heksen. I jødisk folketro blev Lilit forvist fra paradiset til underverdenen, fordi hun ville ligge øverst. I det hele taget er kvinders seksualitet et centralt punkt i Kjos Fonns essay, og hun påpeger adskillige forbindelseslinjer mellem dæmoniserede kvinder og kvinder med en påfaldende seksualitet målt med omverdenens øjne og uagtet, om de er for seksualiserede eller modsat for ukvindelige.
Med afsæt i den moderne dyrkelse af heksen og en undren over, hvorfor heksen har fået så stærk en plads blandt samtidige forfattere, kommer ”Rappenskraldens visdom” omkring temaer som køn, frihed og fællesskab. Maria Kjos Fonns konklusion er, at heksen dyrkes som et symbol på frihed; retten til som kvinde at være hæslig og ond og bevæge sig ind i det ukendte, og at den moderne heks er en, der (gen)erobrer sider af det kvindelige, som har været og er undertrykt i det patriarkalske samfund. På den måde bliver heksedyrkelsen et modsvar til patriarkatet – et opgør med de snævre kvinderoller og ikke mindst i litteraturen med, hvad der rent kulturelt og litterært er blevet opfattet som interessant og relevant.