Dea Trier Mørch

Dea Trier Mørch blev født i 1941 og voksede op som det ene af to børn med moderen Ibi Trier Mørch, der var arkitekt. Hun fik realeksamen fra Sortedam Gymnasium i 1958 og begyndte samme år, som 17-årig, på Kunstakademiets Billedskole. Herfra dimitterede hun i 1964, og i 1961 havde hun debuteret på Kunstnernes Efterårsudstilling. Mellem 1964 og 1967 studerede hun ved kunstakademier i Prag, Kraków, Leningrad, Beograd og Warszawa, og i 1968 debuterede hun med rejseskildringen ”Sorgmunter socialisme” med tekst og billeder fra Sovjetunionen.

Dea Trier Mørch var en del af et venstreorienteret kunstnermiljø i København og mellem 1969 og 1977 aktiv i kunstnerkollektivet Røde Mor, der med politisk brod bragte billedkunst, teater og rockmusik sammen. I årene 1977 til 1979 var hun gift med musiker Troels Trier, med hvem hun fik tre børn. Sammen med datteren Sara Trier (f. 1975) skrev hun brevromanen ”Hvide løgne”. Sønnen, musiker Tobias Trier (f. 1973), har indspillet sangen ”Stille sne” til sin mor.

Gennem hele sit liv og virke var Dea Trier Mørch politisk engageret, blandt andet som medlem af DKP fra 1972 til 1982. Fra 1988 var hun aktiv som murmaler og aktionsmaler og mellem 1990 og 1993 medlem af kunstnergruppen ”Arte por la vida.” I 1998 malede hun bl.a. sammen med Sara Trier et vægmaleri på Stefansgade på Nørrebro i København med de første linjer af Inger Christensens digt ”Alfabet”. Det kunstneriske virke har også udmøntet sig i det skrevne forfatterskab, og hun har selv illustreret sine bøger og har som maler og grafiker udstillet verden over.

Fra debuten ”Sorgmunter socialisme” og frem gennem hele forfatterskabet hersker der en socialistisk grundtone. Værkerne afsøger individets forhold til og forpligtelse over for fællesskabet og større sammenhænge. Hendes vedholdende interesse for samfundsforhold både i Danmark og verden over kommer f.eks. til udtryk i ”Vinterbørn”, hvor der er en enestående lighed på hospitalet, hvor alle bliver behandlet ens uanset baggrund, klasse og økonomisk formuenhed.

Da ”Vinterbørn” udkom i 1976 fik Dea Trier Mørch sit folkelige gennembrud: bogen solgte over 100.000 eksemplarer og blev i 1978 filmatiseret af Astrid Henning-Jensen. Mørch var forkvinde for Dansk Forfatterforening i 1990-91. Hun døde af kræft i 2001.

Kvindelivet i alle dets faser og facetter er omdrejningspunkt i Dea Trier Mørchs forfatterskab. Graviditet og fødsel skildres i ”Vinterbørn”, forholdet mellem børn og bedsteforældre udfoldes i ”Kastaniealleen”, en ung kvindes ydre og indre dannelsesrejse illustreres i ”Sorgmunter socialisme”, en mor og hendes voksne datter gør boet op i ”Hvide løgne”, mens en søn tager afsked med sin kræftsyge mor i ”Aftenstjernen” (1982). Alle de væsensforskellige udgaver af kvinden er sympatisk og indsigtsfuldt beskrevet.

Fra det individuelle liv løfter Mørch blikket til at favne kvinden som sådan og i videre forstand kvinden i samfundet. Det er det, litteraturhistorien ynder at kalde ”kvindelitteratur” – litteratur skrevet af kvinder om kvinder og til kvinder. I Dansk litteraturhistorie står der således om perioden: ”Den ny kvindebevægelse er kendetegnet ved at se kvindeproblemer i socialt perspektiv og ved at samle det private stof til fælles billeder af en undertrykt samfundsrolle.” Det private er politisk, og litteraturen en art oplevelsens politik. (Dansk litteraturhistorie, bind 6., 1978, s. 270). I dag vil læsningen af Dea Trier Mørch nok lige så meget lægge vægt på de skarpe og selvrefleksive betragtninger af menneskelivet, de poetiske og politiske besyngelser af individ og hverdag og de enestående illustrationer, der tilfører værkerne et nærværende og præcist udtryk.

Gennem læsningen af ”Hvide løgne” støder man på skildringer af episoder og karakterer, der er kendt fra det øvrige forfatterskab. Da Julie fortæller Bella om hendes fødsel og den første sårbare tid på hospitalet med kuvøse og underernæring, ligner det til forveksling skildringen af Marie i ”Vinterbørn”. Og Julies ophold hos sine morforældre, da hun som seksårig ventede på at komme på Ordblindeinstituttet ligner til forveksling historien om pigen i Maja ”Kastaniealleen”. Det levede liv binder værkerne sammen.

Dea Trier Mørch skriver personlige romaner, hvor fokus i høj grad er på kvindens rolle og stilling i samfundet samt de politiske strømninger, der indvirker på et menneskes liv. Altid har hun et sympatisk blik på mennesker, og der er en grundlæggende tillid til både verden og individer i forfatterskabet. Kollektivromanen ”Vinterbørn” er nærmest en socialistisk utopi om det lige samfund med ens rettigheder og muligheder for alle. Andre forfattere, der har skrevet kollektivromaner er f.eks. Hans Kirk, der med ”Fiskerne” fra 1928 og ”Daglejerne” fra 1936 har skildret mødet mellem den satte og den fattige. H.C. Branners ”Legetøj” fra 1936 tager fat i angst og magt i handelshuset Kejserboderne, og Jakob Ejersbos ”Nordkraft” (2002) giver stemme til en flok drømmende og destruktive eksistenser i 1990’ernes Aalborg. Den tyske forfatter Alfred Döblin har i sit hovedværk ”Berlin Alexanderplatz” (1929) et virvar af tyske borgere til at befolke romanen lige som han har et vedholdende politisk fokus i sit forfatterskab.

Moderskab, familieliv og brudte relationer fylder meget i Dea Trier Mørchs værk, og en forfatter som Tove Pilgaard har i sine romaner også italesat de udfordringer, det giver for en kvinde både at være mor, hustru og skabende kunstner – det skisma, som Mørchs romaner udspiller sig i.

Martha Christensen er også rundet af en social indignation i sine socialrealistiske værker som f.eks. ”En fridag til fru Larsen” fra 1977, hvor sympatien ligger hos dem, der ikke lever op til samfundets krav om at ”klare den”. Anne Marie Løn har i flere af sine tidlige værker været optaget af kvindens position i et mandsdomineret samfund og altid talt de svages sag.