Raymond Carver

Da den amerikanske forfatter, Raymond Carver, døde som 50årig i 1988 af en galopperende lungecancer, var han allerede verdensberømt som den store fornyer af den amerikanske kortprosa. Kolleger såsom Salman Rushdie, Amos Oz og Haruki Murakami hyldede ham som en postmoderne og minimalistisk forfatter af små inciterende historier om sit lands rodløse middelklasse i tiden efter Vietnamkrigens afslutning, den periode man på amerikansk kalder for Post-Watergate-æraen og som spænder fra slutningen af 1970erne til langt op i 1980erne. En tid hvor Richard Nixons skandaløse afgang som landets præsident på grund af aflytningen af det demokratiske partis kontorer netop bliver tolket som et symptom på en generel politisk og moralsk deroute for hele nationens selvforståelse. Men især betød et eksistentielt knæk for det hårdtarbejdende småborgerskab, hvis illusioner om den amerikanske drøm, retten til altid at få en chance mere, The Second Chance, og at ærlighed og hårdt arbejde altid betaler sig i sidste ende, synes at briste, måske for altid, i hvert fald i Carvers levetid og bedste tekster.

På dansk kom en samling af Carvers noveller tre år før hans død. Gyldendal udsendte i 1985 Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, der solidt bekræftede for danske læsere at her var tale om en ny og spændende stemme i amerikansk litteratur. Og med instruktøren Robert Altman’s film fra 1993, Short Cuts, en række sammenhængende variationer over nogle af hans berømteste noveller, - bl.a. ”Vil du venligst holde din mund”, ”Lidt godt”, ”Så meget vand, så tæt på” – blev hans ry endnu større for en endnu større læserskare både her hjemme og i det store udland.

Men Raymond Carvers berømmelse er også tæt knyttet til de meget amerikanske myter omkring hans liv og levned, der opstod allerede mens han levede. Ligesom med Mark Twain og Ernest Hemingway talte man om en anti-intellektuel og selvlært skribent, runden af en ikke-akademisk og rustik folkelighed, en moderne cowboy skåret ud af europæerens forestilling om den naive amerikanske forfatter der blot beskriver tingene som de er i en genkendelig virkelighed. Uden manierede dikkedarer, lige ud af landevejen og med en tilkæmpet og smertelig selverkendelse om tingenes rette sammenhæng. Især for et rigtigt, men utilpasset mandfolk i en feministisk og forvirret epoke som hverken har brug for mandens stolte dyder eller gamle kvaliteter. Selvfølgelig nedfældet på en forfærdelig baggrund af faderopgør, rodløshed og et eget hårdt liv med kvinder og druk, små sejre og store nederlag.

Et langt stykke af vejen leverer Carver da også varen i så henseende. Født i 1938 i den nordvestlige stat ved Stillehavet, Oregon, af fattige forældre som på grund af depressionen i mellemkrigstiden brød op fra sydstaten Arkansas. Snart arbejder den unge Raymond som arbejdsmand ved et savværk og siden som skovhugger, men bryder sammen på grund af druk og dårlige nerver i 1957. I et forsøg på en slags terapi begynder han at læse poesi og i det hele taget at uddanne sig selv. Så bliver han gift første gang, får børn, men går økonomisk fallit to gange og svigter som ægtemand og far på grund af en tiltagende alkoholisme, som han først får bugt med ved det andet ægteskab med forfatteren Tess Gallagher.

Carvers sidste år, hvor berømmelsen er kommet gradvist efter de første digte i slutningen af 1970erne, er præget af hans heroiske kamp mod lungekræften, hans stædige holden sig på vandvognen og hans forsoning med den kranke skæbne, at hans dage er talte før tid. Alle er enige om at Raymond Carver dør som et typisk amerikansk mandfolk, med cowboystøvlerne på og uden selvmedlidenhedens tårer i øjnene.

Så langt så godt og rigtigt. Men både Carvers digte, noveller og essays viser et mere nuanceret billede. Nok taler vi om en autodidakt og en bondeknold fra Bibelbæltet, men også om en yderst belæst herre, der såmænd blev universitetsansat til at undervise andre i at skrive litteratur, holde forelæsninger og som i sine essays udviser en stor reflekteret belæsthed og intellektuel viden. I England kaldte man ham for Amerikas Tjekhov og sammenligningen med den store russer bekom ham ikke helt ilde, ej heller at han hjemme bliver vurderet som Hemingways litterære søn.

Hemingways novellekunst ligger lige for til sammenligning. De to forfattere har endog mange biografiske, geografiske og sociale sammenfald. Begge er runden af den kristne og midtamerikanske anglo-amerikanske kultur, tilhører den etniske gruppe, man i USA kalder for WASP – White Anglo Saxon Prostestants. Nok er lægesønnen Hemingway født socialt højere på strå, men deres syn på mænd og det mandige har mange sammenfald. De er begge børn af den amerikanske pionerånd, hvor man(d) altid kan begynde forfra, drage videre med en stadig maskulin rodløshed ofte med stædige manerer og en stovt moral, kvinder bør lære at leve med. Begge skriver lakonisk om situationer præget af det underforståede, det usagte, det uklare, lagt i lag af dybere betydninger under de ofte banale eller trivielle handlinger.

Men her standser sammenfaldet. Hemingways noveller handler om ekstreme, chokagtige øjeblikke, hvor en pludselig indsigt ændrer alt til noget nyt og anderledes. Selv i det stille forløb er det skæbnesvangre til stede og kan ødelægge alt. Men Hemingways personer lider egentlig aldrig nederlag, fordi de aldrig sætter sig reelt i en position hvor de kan tabe. Er de ved at miste grebet om virkeligheden, kan de altid trække sig tilbage til baren, gå på jagt, fluefiske eller simpelthen gå i døden for noget større end dem selv. Hemingways mænd bliver aldrig ydmyget, Carvers bliver sådan set ikke andet. Han er blevet kaldt for de mange små ydmygelsers geniale skildrer og hvor spiritus hos Hemingway altid er en trøst, er den hos Carver decideret en tragedie. Ikke en af de store græske, men en af de små infame fra dagligdagen.

I den mesterlige novelle ”Tag jer en dans” kører et ungt par forbi et hus hvor alt indbo er sat ud i haven til salg. Manden i huset kommer ud, da parret standser for at se på tingene. Han sætter nogle plader på en grammofon og opfordrer de to unge til at danse. Det sker, men det bliver en danse macabre, hvor pigen siden erkender at de er vidne til et fallitbo, et brudt ægteskab og en sut på vej til sit livs endestation. Manden er Carver selv, han har endog skrevet et digt om samme sag, et digterisk vidnesbyrd om et personligt nederlag. I novellen ”Så meget vand, så tæt på” dekonstruerer Carver direkte en ærkescene hos Hemingway. Nogle mænd fisker ved en flod og opdager et smukt kvindelig i strømmen, men de gør ikke noget, intet må forstyrre denne mandetur. Men oplevelsen får betydning for et ægteskab, da den berettes indenfor hjemmets fire mure. Konen, som jegfortæller historien, kan ikke leve med mandens kynisme og forsøger at sone hans afstumpethed, men i stedet fører episoden til vold og sammenbrud. Der bliver aldrig tale om forståelse, tolerance eller afklaring.