Den 25. november modtager digteren Marianne Larsen Det Danske Akademis store pris for sit mere end 50 år lange forfatterskab.
Selvom sproget og tiden har forandret sig, er udspringet for hendes poetiske praksis den samme, forklarer hun til litteraturformidler Sarah Hvidberg i Forfatterstafetten: Det er et rigt erfaringsøjeblik, en intuition eller stemning, som hun bearbejder og renser og lader med betydning, så det kan deles med andre.
”Det starter et sted i sproget, et glimt, en oplevelse. Så bygger man et eventyr ind i det. Skaber billeder, som kan arbejde videre i den, som hører eller læser digtet."