Baggrund

Citat
”Slagtesvinene var begyndt at hyle eksalteret, og stemningen var tyk af undertrykt ophidselse. De kunne lugte ham, den fremmede, og måske også det, der skulle ske. Og så kom bæstet endelig til syne i døråbningen. Enorm og krumrygget og med en krop, der var hård og mager under de stride børster. Han var allerede ivrig. Vidste, hvad det gik ud på, og snublede blindt frem ad midtergangen med hvidt skum dryppende fra munden.”

”Sommeren med Ellen”, s. 67.

Agnete Friis er født i 1975, opvokset i Skanderborg og bor i dag i København. Hun er mor til fire børn.

Friis er uddannet journalist, og fra 2002-2009 arbejdede hun med økologi som speciale i en stilling som redaktør og informationsmedarbejder i Økologisk Landsforening. Hun har tidligere skrevet fantasyfortællinger for børn og unge, og efter et skriveforløb slog hun sig sammen med forfatter Lene Kaaberbøl. Sammen har de skrevet krimiserien om sygeplejersken Nina Borg, der er udkommet på flere udenlandske forlag. ”Blitz” fra 2015 blev hendes første egne roman for voksne. Romanen er også udgivet på det amerikanske forlag Soho Press under titlen ”What my body remembers”.

Hendes seneste roman, ”Sommeren med Ellen” fra 2017, er nomineret til DR Romanprisen 2018.