Der er en tydelig sociokulturel tematik til stede i Agnetes Friis’ romaner. Miljøbeskrivelserne bevæger sig på tværs af forskellige samfundssegmenter: Fra det århusianske velhaverkvarter Risskovs patriciervillaer til Hvidovres socialt belastede boligblokke. De detaljemættede og rå beskrivelser smitter også af på romanernes karakterer, som i høj grad er produkter af det miljø, de er vokset op i. Jakob i ”Sommeren med Ellen” har formået at løsrive sig fra den trøstesløse provins han kommer fra, men efter sin separation glider han alligevel ind i alkoholens tåger ligesom sin far.
Både ”Blitz” og ”Sommeren med Ellen” er spændingsromaner, hvor plottet er drevet frem af en forbrydelse, som ligger gemt i fortidens tåger, men som langsomt afsløres i takt med, at hovedpersonerne nærmer sig det fortrængte. Heri benytter Agnete Friis sig af et klassisk krimigreb, hvor who dunnit (hvem gjorde det?) er drivkraften for fortællingen. Selv siger hun om sit valg af genre: ”Den smalle litteratur går måske mere ind i indre konflikter i mennesker, mens krimien har en nysgerrighed og et engagement i samfundet.” (Kristen Bjørnkjær: Dickens og Melville var ikke højpandede. Dagbladet Information, 2008-11-06).
Samtidig danner den sociokulturelle tematik afsæt for, også, at beskrive nogle indre konflikter. Karaktererne bliver tvunget til, både i fysisk og psykologisk forstand, at vende tilbage til nogle af de tidlige erfaringer, som har været med til at forme dem. I det kan man spore en klassisk dannelsestematik, men med omvendt fortegn: Personerne må nemlig gå tilbage frem for fremad, for at forstå og slutte fred med de mennesker de er blevet. Det er dog ikke nogen gylden opskrift på selverkendelse og forløsning, Agnete Friis serverer. Der er masser af tvivl og selvhad på spil, som karaktererne ikke uden videre slipper.