Sommeren med Ellen

Citat
”Jeg følte mig på én gang febersyg og lynende skarp. Til min egen overraskelse begyndte jeg at lede vanvittigt og feberhedt efter mørke kønshår i afløbet. Stod foran spejlet med hovedet på skrå i et sindssygt og umuligt forsøg på at genskabe hendes nøgne refleksion, som den måtte have set ud en halv time tidligere”.


”Sommeren med Ellen”, s. 65.

Ligesom Agnete Friis’ debut ”Blitz” er ”Sommeren med Ellen”, 2017, drevet af kriminalgådens spændingsmotor. Jeg-fortælleren Jakob har lagt en vanskelig opvækst i provinsen bag sig og er flyttet til hovedstaden, blevet arkitekt, gift og separeret igen. Han kontaktes ved romanens begyndelse af Anton, sin fars farbror, som har brug for hjælp til at finde en kvinde fra deres fælles fortid.

Ellen, som kvinden hedder, er omdrejningspunktet for den fortælling, der fletter sig ind i romanens nutid. I særskilte kapitler vender Jakobs fortællerstemme tilbage til den sommer i 1978, hvor han mødte Ellen og hvor der skete ting, som har holdt ham fra den unavngivne jyske provinsby lige siden. Minderne om Ellen er dog først og fremmest en fortælling om ulykkelig teenageforelskelse. Jakob er femten år i 1978 og Ellen næsten dobbelt så gammel, da hun kommer for at bo på Anton og broren Anders’ gård, hvor også Jakob tilbringer sommeren.

53188923

Ellen er som et filter, Jakob oplever og bedømmer alt igennem. Selvom de konkrete hændelser, der skaber romanens krimiplot kun delvist involverer hende, er hun alligevel den, som Jakob lader næsten alle sine tanker, sine valg og sine handlinger kredse omkring.

Begær og vold er tæt forbundne størrelse i ”Sommeren med Ellen”. Flere af romanens mænd er draget af Ellen, og deres begær synes at bevæge sig på en fin skillelinje mellem omsorg og fysisk voldsomhed og raseri. Det gælder også Jakob, da hans omsorg og begær for Ellen ikke bliver gengældt: ”Halsen glat og lydefri, en hånd hvilende på de bøjede knæ og let spredte ben, selv om hun var i kjole og vidste, at jeg var der. Jeg følte den brændende ømhed og raseriet lige ved siden af, fordi hun gjorde det med vilje.” (s. 77).

Volden og bitterheden afspejler sig også i de detaljerede beskrivelser af miljøet i den jyske provins; i dyremishandlende hønseopdræt, tvangsmæssig svineparring og forsmåede eksistenser. I Jakobs perspektiv svæver Ellen på sin vis over alt dette, uberørt og ubesmittet, og det er ironisk nok i hans forsøg på at skærme hende fra alt det grimme, at han konfronteres med sin egen dæmoni.