Træmuseet

Citat
”Jeg sætter mig tilbage under træet. Det er sensommer, men varmt. Jeg drømmer om at give slip på alle planer og projekter, udelukkende at læse: blive siddende lige her og bare bo i en bog”.

”Træmuseet”, s. 15.

Med ”Træmuseet” fra 2018 skrev C.Y. Frostholm sig ind i klimalitteraturen, hvor emner som global opvarmning og belastningen på miljøet agerer ståsted for moderne litteratur. Bogen forener fotos og essays og indeholder også rejseindtryk, erindringer og skitser og handler overordnet set om den betydning, træer har i menneskers liv. Den holder en poetisk tone og er som sådan ikke et økologisk manifest, men snarere et meditativt studie i træer i England, Danmark, USA, Frankrig/Paris og Portugal/Lissabon.

Som både ”Selvportræt med dyr” og ”Paris en brugsanvisning” består ”Træmuseet” af en række situationer, som læseren selv skal trække den røde tråd imellem. Her er jeget eksempelvis i Portugal og iagttager minutiøst tre store træer: ”– Imellem kiosken og træet ligger en større café omkranset af tre enorme mangroveagtige træer, hvoraf det ene, som har lange rødder over jorden, og hvis lianagtige luftrødder hænger ned over hovederne på gæsterne på caféen, har mistet to store grene til en storm, eller fordi nogen har gynget i dem. Det har stadig store gule sår i barken. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg nævnte det for dig, ville du vide præcis, hvad jeg talte om” (s. 11).

54632452

Fortællerjeget er superopmærksom på sine omgivelser og afholder sig stort set fra at interagere med sine medmennesker. Snarere sendes der tanker mod et ’du’, som jeget har forladt.

Som i ”Paris en brugsanvisning” optræder en række direkte forbindelser til andre forfattere, og i den 568 sider lange træbog er det især den portugisiske modernistforfatter Fernando Pessoa (1888-1935) og den franske digter Francis Ponge (1899-1988), der refereres til, og som jeget læser bøger af. På hver deres måde behandler de to forfattere menneskets forhold til dets grønne omgivelser.

”Træmuseet” fik ved sin udgivelse et væld af positive anmeldelser og blev af Informations anmelder Kamilla Löfström kaldt for C.Y. Frostholms vigtigste bog. Den blev indstillet til Politikens Litteraturpris og Kritikerprisen og modtog udmærkelse fra Statens Kunstfond i 2018.