Jeg er en, der kan sige sådan!

Citat
”Det er, som om hele vores liv har været to steder på én gang, i vores barndoms Kiev og i vores nye hjem. Vi har siddet i spænd mellem de to verdener, strakt armene ud for at holde dem adskilt, det har været udmattende, nu giver vi slip, de flyder sammen.”
”Jeg er en, der kan sige sådan!”, s. 137-38.

I 2019 udgav Anita Furu ”Jeg er en, der kan sige sådan!”, der er en selvstændig efterfølger til debutromanen. Her møder vi den nu 73-årige Ruth i en stemningsmættet jegfortælling, der løber over nogle måneder i 1973. I bogens første del har Ruth lånt sin barndomsveninde Kammas sommerhus ved Roskilde Fjord for at være lidt i fred. Hendes datter Inge insisterer på, at Ruth skal opsøge sine søskende i England, inden det er for sent, men Ruth er bange for de følelsesmæssige konsekvenser ved et gensyn.

47253217

Dagene i sommerhuset bliver hurtigt invaderet af naboen Holger, barnebarnet David og hans ven Jens, af Inge og hendes mand Palle, af plejesøsteren Tove og hendes mand Karl, der viser sig at være en afgørende brik i opklaringen af familiens historie. Og Kamma kommer, dødssyg og klar til at ryge livets sidste cigaretter i sommernatten.

I oktober rejser Ruth og Inge den lange vej til England, hvor Ruth ser sine søskende Dina og Boris for første gang i 67 år. De taler forskellige sprog, men der er alligevel et bånd og en fælles historie mellem dem. Stor er glæden, da Ruth opdager Dinas knyster, for endelig kan hun sige, at hun har en søster, der også har knyster. Endelig ligner hun nogen.

Hjemme igen vokser følelsen af forankring i en familie for Ruth, samtidig med, at hendes liv er fuld af andre mennesker, der udgør hendes daglige familie. Et familieliv er ikke kun defineret af blodsbånd, det er nærmere kærlighedens bånd, der afgør ens tilhørsforhold i livet.

Et grundtema i romanen er erindring. Ruth kan ikke huske ret meget fra tiden i Kiev, så udover sine egne rekonstruerede erindringer overtager hun sine søskendes historier og gør dem til sine. Men forsvinder hendes egne, barnlige forestillinger så? Og er det i virkeligheden rarest selv at kunne skrive sin historie? Ruth erkender, at barndomsveninden Kamma ved mere om Ruths liv end hendes søskende gør, og skildringen af deres tætte venskab er central og indfølende. De to kvinder er hinandens livsvidner.

Ruths jødiske baggrund accentuerer også romanens altafgørende spørgsmål om identitet. Er man sin historie, sin kultur eller hvordan definerer man overhovedet et selv? Ruth bliver til i en kalejdoskopisk lysbrydning af familie, venner og selvbestaltede valg.