Mit halve liv

Citat
”Sommetider synes jeg, at Inge ligner mig. Jeg, der aldrig har haft en at ligne. Måske havde jeg lyse krøller, da jeg var tre år?”

”Mit halve liv”, s. 140.

I 2017 udkom Anita Furus debutroman ”Mit halve liv”, som fortæller forfatterens farmors dramatiske historie. Som seksårig bliver den russiske pige Nunja i 1906 sat på et skib fra Sankt Petersborg til København. Da skibet lægger til kaj, får pigen øje på en dame med en gul hat blandt menneskemængden på kajen: Det viser sig at være hendes nye mama, der tager hende til sig, giver hende navnet Ruth og opfostrer hende i et kærligt, jødisk hjem på Nørrebrogade.

Hushjælpen Amalie har en stor plads i den lille Ruths liv, lige som veninderne Inge og Kamma betyder alverden. Med sig hjemme fra Kiev har Ruth en kuffert, et billede af bedstemor Bobe, en rød kjole og erindringer om en storebror, der har hende på skuldrene, mens livet var lyst. Ruths mor døde i barselsseng, faderen blev slået ihjel under jødeforfølgelserne, og de fire børn spredt for alle vinde. Ruth har altså livet for sig til at forsøge at skabe et helt liv.

Under et ophold i Berlin møder hun den høje, smukke nordmand Sigurd, som hun gifter sig med og flytter ind hos i den nordspanske by San Sebastián. Her føder hun deres første barn, Jane (opkaldt efter Bröntes romankarakter Jane Eyre), der dør som spæd, og senere den levedygtige Inge. Under den spanske borgerkrig bor familien et par år i København, og under Anden Verdenskrig bor de igen i Spanien. Som 52-årig rejser Ruth endeligt hjem til København med sin voksne datter og syge mand. Her påvirker gamle venner og nye strømninger hendes selvfortælling.

Romanen er arrangeret efter nedslag i Ruths liv, angivet efter by og årstal. Ruths liv er fuld af omvæltninger, dødsfald og afskeder, men en konstant er længslen efter den familie, hun ikke rigtig kan huske, men som hun savner hver dag. Under en hypnose sent i livet gennemlever hun en lys sommer med sine søskende, og det slår døren ind til den rene sorg.

Ruth er fortæller, og alle afsnit er i nutid. Det giver en fornemmelse af nærvær og gør skildringerne sympatiske og vedkommende, fordi læseren hele tiden er på niveau med fortællingen. Undervejs giver teksten indblik i de konfrontationer, den jødiske og kristne kultur giver Ruth, i tidstypiske strømninger og stemningsfulde beskrivelser af onkel Davids the-forretning, hushjælpen Enriquetas baskiske køkken og jødiske fredagsritualer.