Beslægtede forfatterskaber

Amanda Gorman har ved flere lejligheder udtrykt, at hun er inspireret af den afroamerikanske forfatter og aktivist Maya Angelou. Angelou har, udover også at have reciteret et digt ved en præsidentindsættelse (Bill Clintons i 1993), det til fælles med Gorman, at de begge har haft talevanskeligheder og er optaget af samfundet og det politiske miljø i USA – især sorte amerikaneres vilkår. I Angelous erindringsbog ”Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur” (1969) skriver hun om at vokse op i Sydstaterne i 1930’ernes USA, der er præget af et stærkt raceopdelt miljø, og hvor sorte blev udsat for had og hån af omverdenen. Gorman har desuden sagt i et interview med den amerikanske tv-journalist Oprah Winfrey, at hun i sit sidste år på college dagligt læste Angelous digt, ”On the Pulse of Morning”, efter sigende for at finde indre ro. 

Et andet litterært spejlbillede er den amerikanske forfatter Toni Morrison. Især hendes roman ”Blå, blå øjne” (1970) var en øjenåbner for Gorman, der indtil da primært havde skrevet noveller med hvide karakterer i: ”Da jeg læste den bog (”Blå, blå øjne”, red.), ændrede det min opfattelse af, hvad jeg troede, at litteraturen var og kunne være, og fra det øjeblik blev mine karakterer meget mørkere, de blev meget mere som mig, og jeg følte mig befriet ved at skrive historier om mit folk og mit fællesskab,” har Gorman sagt i interviewet med Oprah Winfrey (Elise Brisco: Amanda Gorman tells Oprah about her connection to Maya Angelou: ’It was an amazing discovery’. USA Today, 2021-03-26. Egen oversættelse).

Flere påpeger desuden en lighed til Martin Luther Kings berømte og historiske tale ”I Have A Dream”, som han holdt ved borgerrettighedsmarchen ”March on Washington for Jobs and Freedom” i 1963. Selvom Kings tale var mere politisk end Gormans, er der sammenfald i både indhold og fremførelse.  
Lektor i retorik Lisa Storm Villadsen fremhæver en reference til Barack Obama – eksemplificeret i den tale, som Obama holdt ved det demokratiske konvent i 2004, hvor han omtalte sig selv som ”a skinny kid with a funny name”. I ”Bjerget vi bestiger” omtaler Gorman sig selv som ”a skinny black girl descended from slaves” (Anne Bech-Danielsen: Her er forklaringen: Derfor virkede Amanda Gormans digt. Politiken, 2021-01-31).