Så kommer vi ikke til at sejre med sværdet,
Men med broerne, vi har bygget i stedet.
Det er lysningen, vi er lovet,
Bjerget vi bestiger, hvis vi har modet.
For det at være amerikaner er mere end
Stoltheden, vi har arvet,
Det er fortiden, vi træder ind i, og hvordan
Den bliver genopbygget.”
”The Hill We Climb” fra 2021 (”Bjerget vi bestiger”, 2021) er et digt af Amanda Gorman, som hun læste op ved Joe Bidens præsidentindsættelse den 20. januar 2021 på Capitol Hill. Gormans oplæsning kom lynhurtigt på alles læber, og dets budskab vandt genklang flere steder i den amerikanske befolkning. Ikke mindst på grund af de begivenheder, der gik forud for Joe Bidens indsættelse. Navnlig Stormen på Kongressen den 6. januar 2021, hvor flere personer med vold og magt trængte ind i Kongressen i Washington. Gorman adresserer de seneste års samfundsmæssige strømninger i sit digt, der overordnet handler om at samle USA som nation. Her bruger hun ’vi’ og taler til hele USA og på vegne af hele USA, hvilket er med til at understrege ønsket om at fjerne splittelse og genoplive ideen om ét samlet land.
I digtet taler Gorman om et mørke, som USA har befundet sig i, og som det nu kæmper sig ud af – ligesom landet har gjort før: ”Men alligevel er daggryet vores./ Alligevel fortsætter vi./ Alligevel har vi overlevet og bevidnet/ En nation, der ikke er ødelagt, men stadig i/ gang med at blive bygget.” (s. 13). 38889818
Digtet er fremadskuende og håbefuldt, når det adresserer, hvad USA må gøre for at komme videre og ’hele kløfterne’ efter den seneste tids voksende polarisering, vold og had: ”For at skabe et land, der favner/ Alle menneskets kulturer, farver,/ former og udtryk./ Og vi må derfor vende blikket væk/ fra det,/ der står imellem os/ Og rette blikket fremad for at se det,/ vi står over for (…)/ Mod et land, der er såret, men samlet,/ Nådigt men dristigt/ Vildt og frit.” (s. 16 & 24).
Fremdrift og fremtid er centrale temaer i digtet, og Gorman bruger flere gange udtryk som at ’vi ikke må gå tilbage’ og ’vi skal bevæge os frem’ og ’fortsætte’. Det betyder dog ikke, at fortiden er ligegyldig – tværtimod er det afgørende, at USA tager ved lære, så der kan skabes en reel forandring for fremtidige generationer. Gorman taler om ’arven’ til fremtidens amerikanere og håbet om, at landet gives videre i en bedre forfatning, end det blev modtaget: ”For hvis vi møder verden med tomme/ blikke og ligegyldighed,/ Bliver det arven, vi giver videre til den/ kommende generation./ Vores skødesløshed bliver deres søvnløshed./ Men en ting er sikker:/ Hvis vi blander mildhed med magt/ Og magt med det, der er ret,/ Så bliver kærlighed vores arv/ Og forandring vores børns fødselsret.” (s. 25).