Genrer og tematikker

Cecilie Grønlunds ”Døgnåben” og ”Jeg kunne flå noget levende” er ungdomsromaner eller på godt dansk Young adult-romaner. Det er bøger, der har indskrevet et ungt menneske i overgangen fra barn til voksen, og som stiller komplekse spørgsmål til tilværelsen som: Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvorfor er jeg? Og hvad kan jeg blive?

Begge romaner sætter ord på det moderne ungdomsliv. Grønlund skriver derfor ind i tidssvarende tematikker, som blandt andet omhandler sociale medier, drukkultur og trivsel, og som ofte beskrives med ord som præstations-, oplevelses- og diagnosesamfundet – og hun skriver om, hvordan det påvirker mere almene tematikker som venskab, kærlighed, seksualitet og identitet. Et af de vigtigste temaer i hendes forfatterskab er unges mentale trivsel, især dem den psykiatriske forskning de senere år taler om som ‘de oversete kvinder’. Mange kvinder diagnosticeres først i en sen alder, fordi de ofte ses på som generte eller stille piger. De piger, der som Grønlund valgte at være ”en stille mus” (Louise Elly Meyer: Psykiatrisk skadestue blev et vendepunkt for Cecilie Grønlund: ”Før følte jeg, at jeg bare skulle tage mig sammen”. Heartbeats, 2024-09-05), selvom det larmede indeni. Grønlund fortæller selv et sted, at hun med forfatterskabet, blandt meget andet, forsøger at sætte fokus på de lidt mere introverte unge og deres mentale helbred. De unge, som er gode til at gemme sig og passe ind, selvom alt roder inde bag den pæne facade. Grønlund tager os med ind bag den facade med sine romaner og giver ”et spejl ind i det introverte …. prøve at få noget frem i lyset, som bliver skjult.” (Cecilie Aagaard Hansen: Cecilie Grønlund skriver for at gøre usynlig sygdom synlig. Jyllands-Posten, 2024-09-16).