Da den svenske forfatter Kerstin Ekman i 2021 udgav ”Tullias verden” var det et forsøg på at male et billede af en overklassekvinde fra det antikke Rom. Kun ved at læse Tullias fars skrifter, han var forfatteren og filosoffen Cicero, samt andre samtidige mandlige forfattere, har Ekman kunnet sjusse sig frem til, hvordan det var at være kvinde for 2000 år siden. Kvinderne selv skrev kun på vokstavler, hvor skriften for evigt er tabt, så ved at lytte til skyggernes hvisken har Ekman fremmanet det kvindeliv, der både er så forskelligt fra og så ens med det liv, kvinder lever i dag. Dengang som nu har kvinder menstruation, de bliver forelskede, rasende og gravide, og de erfaringer er med til at knytte bånd mellem fortidens og nutidens kvinder. I et mere personligt tilsnit end Jexen trækker Ekman nænsomt historiens glemte kvinder frem i lyset.
Pia Fris Laneth har i flere af sine værker fortalt kvindernes danmarkshistorie ud fra såvel sin egen families historie som mere historiske perspektiver. I ”Lillys Danmarkshistorie” (2006) tegner hun et portræt af Danmark fra 1880-2000, i ”Moderskab og mødrehjælp” fra 2014 fortæller hun om 100 års moderskab og organisationen Mødrehjælpen, og i ”1915 – Da kvinder og tyende blev borgere” (2015) om kvindekamp i et klassemæssigt og historisk perspektiv.
Jytte Rex giver i sin nu klassiske debutbog ”Kvindernes bog” (1972) mikrofonen til en lang række kvinder, der fortæller åbent om deres kvindeliv med alle de helt almindelige længsler og trængsler, sådan et er fyldt af.
Et par andre værker med fokus på kvindeidealer og ligestilling er Suzanne Gieses ”Drømmen om kvinden: kvindeidealer og feminisme i tre årtier” (2001) og Dorthe Chakravartys ”Tjenestepigerne. 100 års historie om stemmeret og ligestilling” (2015). Anya Mathilde Poulsen har i ”Vilde kvinder, mørke toner” (2021) skrevet en art kønspolitisk musikhistorie med fokus på musikkens kvindelige pionerer.