Kvinde kend din historie

Citat
”Kirsten Munk viser moderskabets betydning i Renæssancens adelige lag, hvor børnefødsler handlede om magt og ikke om moderkærlighed. Dyrkelsen af moderkærligheden kom først mange hundrede år efter med romantikken i 1800-tallet. Moderskabet var i stedet livstruende – for alle kvinder var hver graviditet og fødsel forbundet med risikoen for at miste livet.”
”kvinde kend din historie”, s. 147.

Gry Jexen skriver i forordet til ”Kvinde kend din historie” (2021), at bogen er til alle, der vil vide mere om kvinder i danmarkshistorien og blive klogere på sig selv, for ”jo mere vi kan spejle os i fortiden, jo bedre kan vi forstå vores nutid, og samtidig klæder viden os på til at skabe det liv og den fremtid, vi ønsker for os selv og vores børn,” som hun formulerer det (s. 7). Ligestilling i historien er en præmis for ligestilling i dag, og hun inddrager både historiske personligheder og helt almindelige kvinder, der gennem deres hverdagsliv også er del af historien.

39018608

Bogen er inddelt i temaer, hvori de enkelte portrætter optræder kronologisk, så det også bliver en form for kvindernes danmarkshistorie. Fra Dronning Dorothea (ca. 1430-1495), Kirsten Munk (1598-1658), Grevinde Danner (1815-1874) og frem til Bodil Koch (1903-1972), Inger Christensen (1935-2000) og Suzanne Giese (1946-2012) kommer Gry Jexen rundt om uddannelse, arbejde, ægteskab & parforhold, seksualitet & køn, at få børn, magt & politik, økonomi & iværksætteri, sport og kunst & litteratur: Karen Volf grundlagde sit eget kageimperium, Nina Bang blev Danmarks første kvindelige minister, Emilie Sannom landets første stuntkvinde og Kirsten Auken indførte seksualundervisning i folkeskolen. Blandt de mindre spektakulære, men ikke mindre vigtige for at forstå vores fælles historie og kvindens placering i samfundet, er f.eks. historien om Gry Jexens mormor Lis Christiansen, der var hjemmegående husmor og stolt af det.

Gennem de 50 portrætter viser Gry Jexen flere ting: Primært, at kvinder gennem tiden har været underlagt mandlige magtmekanismer – og ofte har accepteret dem. Dernæst, at hvis kvinder har haft en stålfast vilje og ukuelighed har de kunnet bryde mandepanseret – men ofte med store personlige konsekvenser. Og ikke mindst, at familie og netværk har været afgørende for kvindernes muligheder for at realisere deres drømme. Jexen skildrer også, at det ofte har været enkeltmænds velvilje, der har tilladt en kvinde at komme igennem med sin politik, sin økonomiske regnemodel eller sin drøm om at svømme over Kattegat, mere end det har været strukturel imødekommenhed.

”Kvinde kend din historie” kan bruges som opslagsværk, historiebog og inspiration til alle kvinder, der drømmer stort.