Geir Gulliksens roman ”Historie om et ekteskap” (2015) (”Historie om et ægteskab”, 2017) er et skilsmissedrama om kønsroller, magtkampe og illusionen om det åbne forhold. Bogen åbner med en samtale, hvor én person vil have den anden person til at fortælle historien om, hvad der skete med deres forhold, og den spørgende konkluderer til sidst: ”– Skal jeg fortælle det i stedet? Det gør jeg så.” (s. 9). Herefter følger historien om, hvordan parret drev fra hinanden.
46824059
Jegfortælleren Jon og kvinden Timmy, der kun kaldes ved sit kælenavn, er begge i forhold, da de møder hinanden. Timmy er turnus-læge for Jons datter, og selvom deres forhold bliver en stor personlig udvikling for dem begge med et heftigt seksualliv oveni, begynder de efter to fælles børn og næsten tyve år at drive fra hinanden, uden de tilsyneladende opdager det. Deres seksuelle samspil har den underlæggende præmis, at hun fortæller om de mænd, der har iagttaget hende, og i starten gør hun det samme med Harald, af fortælleren kaldet Handsken, som hun møder efter et foredrag. Alligevel er der noget anderledes ved denne høje mand, som hun begynder at løbe og cykle med og er ligestillet med på en anden måde end den forstående og hjemmegående journalist Jon.
Selvom Jon forestiller sig alt, hvad der sker op til, at Timmy bliver forelsket i Handsken, ligger hans egen smerte og spiller hovedrollen mellem linjerne. Han forestiller sig alle de ting, der er sket, og som han umuligt kan vide noget om, og han forsøger at forstå, hvorfor det gik, som det gjorde. Bogens fokus er den intense smertefølelse af at give slip på et forhold, man allerede har forladt, og med så få karakterer kan den fortættede roman karakteriseres som et kammerspil. Her er det de psykologiske aspekter, der er i centrum, og trekantsdramaet er ofte det tematiske udgangspunkt. Selv har Geir Gulliksen kaldt bogen for en kærlighedshistorie, og store dele af bogen går også med at genopleve Timmy og Jons første møde og begyndelsen af deres forhold.
”Historie om et ægteskab” blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016 og blev Geir Gulliksens store gennembrud.